Oprørsværksted for børn

Oprørsværksted for børn

Nu har du mulighed for at starte dit helt eget oprør, når der onsdag 19. februar åbner et helt særligt oprørsværksted på Aalborg Historiske Museum.

Så har du en mening om noget, som burde være anderledes – det kan være senere sengetider eller at dyrene skal have det godt – så kan du få hjælp på museet til at tegne og lave protestbadges, trykke løbesedler på en gammeldags spritduplikator eller fremstille protestskilte.

Der vil også blive en collagevæg, hvor du kan hænge dit krav eller ønske op, så alle kan se det – det kan være som slagord, tegning eller måske et digt.

Alder ca. 5-13 år.
Pris 25 kr. pr. deltager.

Hvad vil du gøre oprør mod? Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Børn har også mulighed for at gå på jagt i udstillingen Oprør i Nordjylland med et gratis oprørspas, som skal stemples hver gang, de har løst en af de fem opgaver. Undervejs får de brug for både hænder, ører og øjne, og når passet er fyldt op med stempler, så får man ved fremvisning af passet i butikken en lille præmie. Oprørspasset kan bruges hele vinterferien 16.-23. februar kl. 10-16.