
For børn: Alt godt fra fjorden

Søndag 1. maj kan børn komme helt tæt på og røre ved noget af Mariagerfjords spændende dyreliv. Museets naturvejleder har sammen med nogle af fjordens fritidsfiskere været en tur på vandet, hvor de har fanget noget af fjordens spændende dyreliv og taget det med på land.
Der bliver mulighed for at klappe en krabbe, røre en reje og på andre måde komme tæt på fjordens mange forskellige dyr – for eksempel kan man være med til at rense helt friske fisk og ryge dem i røgovnen. Efterfølgende kan man smage lækre, nyrøgede fisk.
Arrangementet er en del af Historisk Festival, som finder sted på Nordjyske Museers udstillingssteder i weekenden 30. april til 1. maj.