Fåredag på Boldrup Museum
Fåredag på Boldrup Museum er en tradition med et væld af spændende og sjove aktiviteter.
Fåredagen er det største arrangement, der bliver afholdt på museet i årets løb, og dagens forskellige aktiviteter plejer da også at tiltrække mange hundrede gæster fra nær og fjern. Som titlen antyder, så er museets får en vigtig ingrediens i programmet, og gæsterne kan blandt opleve Karsten ’Kortbuks’ Hansen klippe får, ligesom der i år også er fårehyrdning med hunde på programmet.
Ud over dette byder dagen også på kørsel med høstarbejde, kørsel med hestevogn, bueskydning, forskellige arbejdende værksteder med pileflet, uldarbejde, smedning, bolchekogning, løbbinding og meget andet.
Som noget nyt i år vil der også i løbet af dagen dukke en gøgler op med Rottekongen Cibrinos lirekasse. Gøgleren – der efter sigende skulle have en vis lighed med museets naturvejleder, Gert Rubæk – har også medbragt en del cirkusrekvisitter, som gæsterne kan få lov til at prøve.
Der vil cirka kl. 12.00 helt som traditionen foreskriver være grillstegte lammekøller/kamsteg og pølser med det hele samt det store sydhimmerlandske kagebord med mange forskellige kager.
Der vil desuden være forskellige salgsboder med grøntsager, honning, husflid og meget andet. Der er i år mulighed for at hæve kontanter, betale med MobilePay og Dankort.
Dagen arrangeres i samarbejde med Boldrup Museumsforening.