Efterårsferiesjov på Aalborg Historiske Museum
Spilcafé
Efterårsferie er lig med familiehygge – også på Aalborg Historiske Museum. I museets spilcafé skrues tiden tilbage til dengang, de voksne var børn, og PlayStation og iPads er derfor sat på standby. I stedet hygges der med gode, gamle analoge spil.
I spilcaféen kan børn og barnlige sjæle derfor stifte bekendtskab med klassiske spil som for eksempel sorteper, hvor det gælder om ikke at have sorteper på hånden, eller med ludo, hvor man helst ikke må blive slået hjem.
Man kan også spille et parti skak, et spil mølle, dam, mikado, billedlotteri og mange andre spil fra før iPad’en blev opfundet. Skulle man selv have et fantastisk godt analogt brætspil, er man velkommen til at medbringe spillet og udfordre andre museumsgæster.
I spilcaféen vil der også være en lille udstilling, hvor man kan se gamle spil.
Aldersgruppe: +3 år ifølge med forældre
Museet på kryds og tværs
På Aalborg Historiske Museum kan du opleve glimt fra Aalborgs mere end 1000-årige historie. Der er fund fra den allertidligste handelsplads, der blev til en by omkring år 900, du kan træde ind i Aalborgstuen, der er Danmarks bedst bevarede borgerlige panelstue fra renæssancen, og du kan få et indblik i, hvordan livet var i Aalborg under besættelsen – og meget, meget mere.
I efterårsferien kan børn med eller uden hjælp fra far og mor gætte krydsord om de mange genstande, museet udstiller. Svarene findes rundt i udstillingerne, og løses krydsordet rigtigt, dannes et kodeord, som udløser en præmie.
Alder: Fra 7 år ifølge med voksen.
Perlejagt for de mindre børn
Aalborg Historiske Museum har igen i efterårsferien gemt perler forskellige steder i udstillingerne. Jagten efter perler henvender sig til de yngste børn, og tager dem gennem hele museet. Når de har samlet de forskellige perler, får de udleveret en snor, så de selv kan lave et fint armbånd.
Den populære og hyggelige børneaktivitet er rettet mod børn i alderen 3-7 år.
Alle aktiviteter er gratis, og kræver blot almindelig entrébillet.
Voksne: 40 kr.
Børn og unge under 18: Gratis adgang