Efterårsferie: Aalborg under besættelsen

Efterårsferie: Aalborg under besættelsen

Torsdag 16. oktober kan du komme helt tæt på Aalborgs spændende og til tider dramatiske besættelsestidshistorie med forskellige familieaktiviteter.

Fra 8 år og op.

Kl. 10.00-14.00 Film om befrielsen af Aalborg

I museets foredragssal kan publikum i løbet af dagen se filmen Befrielsen fra 1945. Den giver et enestående indblik i befrielsesdagene i Aalborg med helt unikke filmoptagelser af fotografen Jess Jessen.

Kl. 12.30-13.00 Familierundvisning i besættelsesudstillingen

Historiker og museumsinspektør Thor Bæch Pedersen viser rundt og har masse af spændende fortællinger for både børn og voksne. Her kan du høre om de tyske lufthavne, modstandskamp og andre dramatiske begivenheder under besættelsen i Aalborg.

Kl. 13.00-14.00 Smag på besættelsen

Datidens rationering af særligt importvarer betød, at husmødrene måtte være kreative i køkkenet og benytte andre råvarer og nye opskrifter for at mætte de sultne familier. Besøgende kan smage på Richs erstatningskaffe og saft samt Kirsten Hüttemeiers ølkage fra 1943. Alt sammen lavet efter rationeringsopskrifter fra besættelsestiden.

Kl. 14.00-14.30 Fortællinger om Churchillklubben

Churchill-klubben var en af Danmarks første aktive modstandsgruppe under den tyske besættelse fra 1940 til 1945. Klubben blev dannet i december 1941 af en flok unge skoledrenge fra Katedralskolen i Aalborg, som ikke kunne forstå, at danskerne ikke gjorde noget for at smide tyskerne ud af landet. Nogen måtte gøre noget – og det gjorde drengene fra Churchill-Klubben.