Dansk Mølledag på Havnø Mølle

Høstfest på Havnø Mølle
Dansk Mølledag på Havnø Mølle

    Dansk Mølledag fejres for 25. gang.

    Ideen med en national festdag for de danske vand- og vindmøller blev født i 1993, og har siden været afholdt hvert år den 3. søndag i juni. Havnø Mølle var været med næsten fra start (første gang i 1995), og er naturligvis også med nu i jubilæumsåret, hvor 94 møller landet over holder åbent for publikum.

    Mølledagen sætter i år særligt fokus på børn og unge. Det er vigtigt, at de kender historien bag vores møller, så de i fremtiden kan bringe den videre til de næste generationer. På Havnø Mølle kan børnene dels komme helt tæt på processen, når der males mel på Nordjyllands ældste vindmølle, dels kan de selv prøve kræfter med at male mel på håndkværn. Melet kan de bagefter bage til pandekager over bål. Der vil være kyndig vejledning til stede.

    Som tidligere år kan man også komme ud og køre i hestevogn, og opleve hvordan det var, når man i gamle dage kørte korn til mølle. Om eftermiddagen sørger Rebild Spillemændene for at slå den rette tone an. Møllen kører hele dagen, hvis der er vind til det.

    Anders And fejrer også Dansk Mølledag

    For at understrege det fokus, som møllelaugene landet over gerne vi have på børnene, er det lykkedes udvalget bag Dansk Mølledag at få et samarbejde i stand med bladhuset Egmont, så der på mølledagen præsenteres et temanummer af Anders And-bladet, hvor man fra arkiverne har fundet tegneserier, hvor handlingen er henlagt til en mølle, og hvor Anders And og alle de andre kære skikkelser fra Andeby kommer ud for spændende tildragelser. Ud over tegneserierne er der også andet underholdende stof om møller. Bladet præsenteres på mølledagen og vil kunne købes på Havnø Mølle for kun 25 kr.

    Nye sejl indvies

    Havnø Mølle trænger hårdt til nye sejl, og tilskud fra Kulturstyrelsen, Augustinusfonden og Kulturelt Samråd for Mariagerfjord Kommune har gjort det muligt at bestille sejlene. Nu venter møllelauget spændt på, om de når at komme til den 17. juni, eller om de skal bruge de gamle slidte sejl. Sejlmageren har lovet at levere den 15. juni, så efter planen skulle de være oppe den 17. juni.

    Havnø Mølles Venner håber, at rigtig mange vi finde vej til Havnø Mølle den 17. juni mellem kl. 10 og 16. Skulle man blive sulten, kan der købes grillpølser med brød af møllens eget mel og som sædvanligt serveres også kaffe og hjemmebag.

    Velkommen til en rigtig familiedag på møllebakken!