
Dansk Mølledag 2019

Traditionen tro begynder sæsonen på Havnø Mølle tredje søndag i juni, hvor der over hele landet fejres Dansk Mølledag. I år falder mølledagen søndag 16. juni.
Her vil de frivillige fra Havnø Møllelaug vise rundt og fortælle om møllen, som er Nordjyllands ældste vindmølle. Du kan høre om dens historie og se, hvordan den fungerer. Der males mel, hvis vinden tillader det.
Der vil dagen igennem være forskellige aktiviteter for hele familien. Blandt andet har børnene mulighed for at male mel på en håndkværn og efterfølgende bage pandekager af melet. Denne aktivitet er gratis, når entréen er betalt.
Om eftermiddagen kommer Rebild Spillemændene og underholder.
Der er mulighed for at købe kaffe og kage, grillmad mv.