Cykeltur – den kolde krig i Aalborg
Under den kolde krig (1945-1991) udførte myndighederne i Danmark et stort planlægningsarbejde for at sikre befolkningen og samfundets funktioner i tilfælde af, at krigen kom. Der blev i den forbindelse blandt andet bygget store og små beskyttelsesrum til borgerne og opført civilforsvarsbunkere og kommandocentraler overalt i landet, hvorfra man kunne koordinere beredskabet.
Nu kan du komme med på cykeltur i Aalborg og se nogle af de mange koldkrigsbyggerier, der endnu findes i byens rum. Undervejs kommer vi indenfor og ser et par af lokaliteterne – deriblandt Aalborgs Kommunale Kommandocentral, hvorfra man i tilfælde af krig skulle styre det civile beredskab i Aalborg.
Cykelturen tager udgangspunkt i den planlægning, man fra centralt og lokalt hold foretog under den kolde krig – en planlægning, der blev foretaget ned i mindste detalje. Lige fra udpegningen af nødbegravelsespladser til observationsposter på byens høje punkter og andre bygninger, der var udpeget til at tjene specifikke formål, f.eks. som hjælpestation for flygtninge.
Cykelturen er omkring 7 km, og tempoet er tilpasset, så alle kan være med. Varighed ca. to timer.
Turen slutter ved Kommandocentral Aalborg Syd, Kornblomstvej 22, 9000 Aalborg.
Bemærk venligst: Du skal medbringe egen cykel for at deltage i turen.