Cirkusforestilling med klovne og heste

Cirkusforestilling med klovne og heste

Klovne, der får taget til at lette af grin. Heste, der legende let danser gennem manegen. Det er for mange indbegrebet af cirkus, og søndag 6. september kl. 13.00-14.30 kan du opleve ægte cirkusstemning og mærke duften af savsmuld på Cirkusmuseet i Rold. Her kigger cirkusfamilien Schumann nemlig forbi og optræder for publikum i Ridehuset ved siden af museet.

Benny Schumann indtager som den første manegen, hvor han vil optræde som både klovn, artist, bugtaler, tryllekunstner og som danseakrobat. Han holder stole i luften med næsen og får borde til at svæve. Han laver fis med sine hånddukker og danser i et oppustet kostume, så man skulle tro, at hele hans krop flyver rundt i luften. Undervejs i showet bliver publikum hvirvlet ind i løjerne.

Efterfølgende træder hans kusine Katja Schumann ind i Ridehusets manege med sine smukke heste i hælene. Cirkus Schumann var især kendt for sine imponerende hestenumre, og denne søndag er ingen undtagelse. Katjas liv har altid været koncentreret om heste, og det skinner tydeligt igennem. Hestene danser omkring hende og adlyder hendes mindste vink. Katja nærmest leger med sine heste, der på kommando stejler, bukker for publikum, bakker, springer over forhindringer og meget mere.

Ca. 10 min før forestillingen begynder, har børn mulighed for at lære små cirkusnumre med hjælp af Benny Schumann.

Benny og Katja er om nogen personificeringen af klassisk dansk cirkus. De er begge opvokset i Cirkus Schumann, som havde forestillinger i Cirkusbygningen i København hver sommer fra 1918 til 1938 og igen fra 1943 til 1969. Allerede fra barnsben i 1960’erne arbejdede de to i manegen sammen med resten af familien. Benny har siden da arbejdet som klovn, og han har modtaget priser og hædersbeviser for sit virke, mens Katja har arbejdet med heste i nogle af de største cirkusser i verden.

Cirkusforestillingen er arrangeret i forbindelse med, at Cirkusmuseet – med stor hjælp fra Benny og Katja – i juni 2020 åbnede en særudstilling om Cirkus Schumann.

Jutlander Bank har sponsoreret Benny Schumanns optræden denne dag.

Vedr. coronavirus / COVID-19

Cirkusforestillingen afvikles efter myndighedernes officielle retningslinjer ift. afstand og antallet af publikum (tilladte forsamlinger) ligesom der vil være håndsprit til rådighed for publikum.

Katja Schumann. Privatfoto