Byvandring: På sporet af Churchill-klubben

Byvandring: På sporet af Churchill-klubben

Den første aktive modstandsgruppe under besættelsen 1940-45 var Churchill-klubben. Den blev dannet i december 1941 af en flok unge skoledrenge fra Katedralskolen i Aalborg, som ikke kunne forstå, at danskerne ikke gjorde noget for at smide tyskerne ud af landet, men blot accepterede besættelsen.

Nogen måtte gøre noget – og det gjorde drengene fra Churchill-Klubben.

På byvandringen går du i fodsporene på medlemmerne af Churchill-klubben og kommer rundt til nogle af de steder i Aalborg, hvor drengene generede de tyske soldater og lavede små sabotageaktioner.

Undervejs bliver du klogere på, hvad der fik drengene til at tage det drastiske skridt og starte den danske modstandskamp.

De begyndte med små drengestreger, som senere udviklede sig til mere alvorlige aktioner. Den 8. maj 1942 gik det dog galt, og drengene blev anholdt og fængslet i Kong Hans Gades arrest. Men det stoppede ikke deres iver og trang til at sabotere besættelsesmagten. Nogle af gruppens medlemmer fortsatte med at lave sabotageaktioner, selv om de var spærret inde. Det lykkedes nemlig at få indsmuglet en nedstryger i arresten, så tremmerne i en celle kunne saves over, og drengene dermed kunne klemme sig ud.

Det førte til ikke mindre end 19 sabotageture ud i friheden, inden de vendte tilbage til fængslet med det perfekte alibi ”at de jo sad indespærret i fængslet”.

På byvandringen kan du også høre, hvordan det siden gik dem, da de blev løsladt igen.

Længde: Ca. 3 km
Varighed: Ca. 1½ time