Byvandring og workshop: – Hvordan skal vi bo i fremtiden?
Hvordan skal vi bo i fremtiden? Og hvor går grænsen mellem det private og det offentlige rum?
Det kan du være med til at bestemme, og samtidig bidrager du til en udstilling på Nationalmuseet til januar.
Arrangementet foregår fredag 10. november og indledes med en byvandring, der kigger ind i fortiden. Den går blandt andet forbi nogle af de gamle baggårde og andre steder i Aalborg midtby, hvor det private og det offentlige rum mødes. Her får vi et indblik i fortidens skiftende grænser, hvad angår privatlivet. For mens ”privat” indtil langt op i 1700-tallet kun have en betydning i det danske sprog, nemlig lokum, så er retten til privatliv noget, vi i dag i høj grad tager for givet – også der, hvor skellet mellem det private og det offentlige måske ikke er helt så klart.
Efter byvandringen fortsætter arrangementet med en workshop i Sky Lounge i Larsen Waterfront, hvor vi vender blikket mod fremtiden.
Med os til workshoppen har vi Poul Duedahl, professor i Historie ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, og Marie Stender, antropolog og seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet. Sammen sætter de rammen for en samtale om privatliv og bæredygtig byudvikling.
Undervejs laver deltagerne sine egne modeller af boliger, der viser, hvordan de ønsker at bo i fremtiden. De udstilles på Nationalmuseet 22. januar 2024, hvor alle deltagere naturligvis er inviteret. Der arrangeres fælles transport tur/retur.
Workshoppen er en af fem workshops rundt i landet, hvor forskere og borgerne mødes i et uformelt og legende rum for at blive klogere sammen.
Forplejning undervejs.
Dagen er arrangeret af Videnskabernes Selskab og Nationalmuseets Forskningscenter for Sociale Bymodeller sammen med Nordjyske Museer og Himmerland Boligforening.
Om VidenSkaber
Workshoppen er led i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs store satsning VidenSkaber, støttet af Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet.
VidenSkaber er et mødested. Her sætter vi borgere og forskere sammen for at diskutere hverdagens store problemstillinger. Vi skaber og deler viden, når vi i workshops, debatter og formidling insisterer på at stille spørgsmålet: Hvordan ved vi det? Og vi gør det sammen med nogle af Danmarks dygtigste forskere på tværs af de videnskabelige discipliner. Målet er, at flere forstår, hvordan videnskaben arbejder, og hvordan den kan bidrage, når vi skal finde løsninger på samfundets store udfordringer.
I 2023 er teamet for VidenSkaber ”Hvordan skal vi bo i fremtiden?”
Læs mere om VidenSkaber på videnskaber.dk