En af Danmarks første modstandsgrupper under besættelsen 1940-45 var Churchill-klubben. Den blev dannet af en flok unge skoledrenge i Aalborg, som i 1942 begyndte at stjæle våben fra tyskerne og lave små sabotageaktioner.
På denne særlige byvandring kan du komme med rundt til nogle af de steder i Aalborg, hvor Churchill-klubbens modige medlemmer kastede sig ud i den farlige opgave med at modarbejde den tyske besættelsesmagt. Undervejs får du fortællingen om gruppen og baggrunden for, hvorfor en flok unge skoledrenge besluttede sig for at lave en sabotagegruppe.
Vi går også i politiets fodspor og finder ud af, hvordan det lykkedes at fange drengene, og vi tager med dem til fængslet i Kong Hans Gade. Herfra fortsatte de med at lave sabotageaktioner, selv om de var spærret inde. Senere blev de flyttet til et andet fængsel, da det blev opdaget, og sabotagearbejdet fik i første omgang en ende. På byvandringen får du også historien om, hvordan det siden gik dem, da de blev løsladt igen, og hvordan nogle af medlemmerne fortsatte modstandsarbejdet.
Fængslingen af de unge drenge vakte i første omgang stor opstandelse i Aalborg. Deres familier var i chok og anede intet om, at når drengene derhjemme havde fortalt, at de spillede kort hos en kammerat, så udførte de i virkeligheden sabotage. Også i resten af Danmark gav fængslingen genlyd. Mange mennesker var begejstret for de unge sabotører, fordi de var de eneste, som på det tidspunkt gjorde modstand.
Churchill-klubbens aktiviteter og fængsling var en medvirkende årsag til, at flere mere voksne mænd og kvinder begyndte modstandskampen, for selvom drengene kun havde lavet små sabotageaktioner, var de med til at ændre befolkningens holdning til besættelsen. Historien om drengene handler derfor om langt mere end ”blot små sabotageaktioner”.
Historien om drengene fra Churchill-klubben nåede sidenhen vidt omkring, og allerede under krigen blev der i USA lavet en tegneserie om ”The Boy Saboteurs”, som byggede på drengenes historie. Nu kan du selv opleve fortællingen om drengene på byvandringen ”I Churchill-klubbens fodspor”.
Længde: Ca. 3 km
Byvandring: I Churchill-klubbens fodspor
Byvandring: I Churchill-klubbens fodspor