Vikinger på Fyrkat: Mød bronzestøberen og smag vikingemad

Vikinger på Fyrkat: Mød bronzestøberen og smag vikingemad

Første onsdag i august kan du både møde bronzestøber og arkæolog Ken Ravn Hedegaard og lære at lave ægte vikingemad.

Det var en omfattende proces, når man i vikingetiden støbte for eksempel smykker i bronze. Først blev en model lavet af voks, knogler eller træ, og derefter lavede man en form af ler med udgangspunkt i modellen. Den skulle lufttørre, og først derefter kunne selve smykket støbes. Til sidst blev smykket pudset og gjort pænt, som det skinnede smykke, det var. Alt sammen en tidskrævende proces, som i mange tilfælde har været en større investering for den enkelte vikingefamilie.

Publikum et indblik i processen, og Ken Ravn Hedegaard vil blandt andet arbejde med de voksmodeller, som selve lerformen bygges op omkring. Han vil desuden slibe, pudse og på anden vis efterbehandle støbte sager.

Som publikum har du mulighed for at se rekonstruerede smykker fra vikingetiden på allertætteste hånd. Der vil blive lagt vægt på lokale fund, og det vil være muligt at købe nogle af de smukke bronzesmykker med hjem, som Ken Ravn Hedegaard har støbt. Men bronzesmykker er som i vikingetiden en dyr luksusvare.

Vikingemad over bål

Udover bronzestøber Ken Ravn Hedegaard, så har vikingegården også besøg af vikinger i køkkenet.

Her har du mulighed for selv at lære at lave vikingemad – lige fra at hjælpe med bålet, snitte grøntsager og kød samt røre i gryden. Når maden er færdig midt på dagen, er der smagsprøver til alle – så længe der endnu er noget i gryderne.

I museumsbutikken kan du købe en kogebog om vikingernes mad, så du kan gå hjem og kokkerere videre.