Bliv pottemager for en dag

Bliv pottemager for en dag

Vikingerne brugte lerkar og krukker til mange af de daglige gøremål. Små skåle og kar blev brugt til at spise og drikke af, mens de store kar og krukker blev brugt til blandt andet at koge mad i og til opbevaring af korn og andre fødevarer. De fleste vikinger lavede selv deres lerkar, og brændte dem over bål eller i en mile.

Nu kan du komme helt tæt på processen, når pottemagerske Else Rasmussen viser og fortæller, hvordan man laver krukker, kander og lerpotter mv. De mindre skåle og krus bliver presset og formet af en enkelt klump ler, og de kan laves forholdsvis nemt og hurtigt. De større lerkar og krukker laves med den såkaldte pølseteknik, og de tager længere tid at fremstille. De største kar kan tage flere dage. 

Du kan også selv prøve at lave en lille skål efter samme teknik, som vikingerne brugte, og se, hvor let eller svært det er.

Det vil også være muligt at lave keramikperler, og ca. kl. 14 brænder vi nogle af de perler, der er lavet i løbet af formiddagen.

Du kan møde pottemager Else Rasmussen kl. 10-16.

En billet giver adgang til både Vikingegården og til selve fortidsmindet, hvor ringborgen ligger.