Bliv pottemager for en dag
Vikingerne brugte lerkar og krukker til mange af de daglige gøremål. Små skåle og kar blev brugt til at spise og drikke af, mens de store kar og krukker blev brugt til blandt andet at koge mad i og til opbevaring af korn med videre. De fleste vikinger lavede selv deres lerkar, og brændte dem over bål eller i en mile.
Nu kan du komme helt tæt på processen, når pottemagerske Else Rasmussen viser og fortæller, hvordan lerkar laves. De mindre skåle og krus bliver presset og formet af en enkelt klump ler, og de kan laves forholdsvis nemt og hurtigt. De større lerkar og krukker laves med den såkaldte pølseteknik, og de tager længere tid at fremstille. De største kar kan tage flere dage.
Du kan også selv prøve at lave en lille skål efter samme teknik, som vikingerne brugte, og se, hvor let eller svært det er.
Du kan møde pottemager Else Rasmussen mandag til fredag i uge 26 kl. 10-17.
Bemærk, at du fortsat skal fremvise et gyldigt coronapas for at besøge Vikingemuseet Fyrkat. Det kan ske enten i form af en negativ COVID-19 test, der er mindre end 72 timer (lyntest) eller 96 timer (PCR-test) gammel, et gennemført COVID-19 vaccineforløb eller et overstået COVID-19 sygdomsforløb (for min. 14 dage og max 180 dage siden). Børn under 15 år er fritaget for coronapas.