Bedsteforældredage på Boldrup Museum
Der er lagt op til familiehygge og sjove aktiviteter på Boldrup Museum i efterårsferien til vores bedsteforældredage.
Mandag 14. oktober til fredag 18. oktober (uge 42) kan du således opleve museets ”husmand” Per Sørensen i fuld vigør. Allerede fra kl. 11 kan du komme med rundt og hjælpe med at fodre museets mange dyr. Vi har både landhøns, kaniner, grise, får og mange andre gamle landbrugsdyr.
Fra kl. 12 kan du så besøge Per i værkstedet, hvor du kan lave din egen ”fuglekugledims”. Det er et lille hus, hvor man kan hænge en foderkugle til havens fugle – den er noget pænere, end de grønne plastiknet, som kuglerne normalt serveres i.
Ved middagstid er det også tid at få stillet sulten. Ved museets lejrplads kan du bage pandekager – her har nogle af museets frivillige nemlig tændt op i bålet, lavet pandekagedej og fundet pander frem. Det er bare at gå i gang.
Aktiviteterne slutter kl. 15, men museet har åbent hele dagen fra kl. 9.00-21.30.
Det koster 20 kr. at lave ”fuglekugledimsen”, men ellers koster det ikke noget at deltage i aktiviteterne.