Arkæologien i nyt lys: Romersk diplomati

Arkæologien i nyt lys: Romersk diplomati

Foredrag ved Mads Leen Jensen, museumsinspektør, Museum Sønderjylland
I år 5 e.Kr. udsender den romerske general og senere kejser Tiberius en flådeekspedition ud fra Elben og videre op nordpå til de ukendte nordiske farvande omkring den kimbriske halvø (Jylland). Denne ekspedition kommer muligvis til udtryk bl.a. i Byrsted-graven sydvest for Aalborg i form af romerske importvarer givet som diplomatiske alliancegaver. Foredraget vil tage udgangspunkt i denne hypotese og bl.a. fortælle om et igangværende projekt, der har til formål at analysere import-karrenes metallurgiske sammensætning. Gennem disse analyser håber forskningsgruppen at kunne understøtte hypotesen.

Foredragsrække om arkæologi
Arkæologi er studiet af tidligere tiders menneskelige aktivitet – primært gennem studiet af menneskets materielle levn. Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund.
Denne foredragsrække præsenterer et bredt udvalg af den nyeste arkæologiske viden, der bidrager til aktuelle historierelaterede temaer og debatter lokalt, regionalt og nationalt. En lang række af landets toneangivende arkæologer har derfor gennem årene gæstet Aalborg.
Foredragene er tilrettelagt af museumsinspektør, ph.d. Torben Birk Sarauw, Nordjyske Museer.

Samlet program for efteråret 2023

25. oktober 2023 kl. 19
Det rige jernaldercenter ved Gudme på Sydøstfyn
Ved museumsinspektør Palle Sørensen, ROMU

22. november 2023 kl. 19
Romersk diplomati. Nåede en romersk flådeekspedition helt op til Kimbrernes land i år 5 e.Kr.?
Ved Mads Leen Jensen, museumsinspektør, Museum Sønderjylland

6. december 2023 kl. 19
Fremkomsten af den jyske Enkeltgravskultur
Ved Simon Kjær Nielsen, museumsinspektør, Vesthimmerlands Museum

20. december 2023 kl. 19
Harald Blåtands vølve og vikinger omkring Fyrkat
Ved kulturarvschef Torben Sarauw, Nordjyske Museer.

Køb en samlet billet til alle fire foredrag her