Arkæologien i nyt lys: Krigsheste fra jernalderen – Danmarks første kavaleri

Arkæologien i nyt lys: Krigsheste fra jernalderen – Danmarks første kavaleri

Foredrag ved seniorforsker Xenia Pauli Jensen, Moesgaard Museum.
Hesten som husdyr dukker op i Sydskandinavien i starten af bronzealderen, og de nordiske helleristninger viser hestene som trækdyr foran vogne helt frem til jernalderens begyndelse ca. 500 f.Kr. Først 700 år senere, i den tidlige del af 200-tallet e.Kr., er kavaleri en selvstændig enhed i de professionelle, sydskandinaviske hære. Men hvad skete i de mellemliggende 700 år, fra hestene blev ridedyr til de dukker op i de professionelle germanske hære? Det vil Xenia Pauli Jensen, ph.d. og seniorforsker på Moesgaard Museum fortælle mere om. I foredraget vil vi også høre om jernalderens almindelige arbejdsheste, om de brutale ofringer af hestene i efterkrigsritualerne og om inspirationen fra de romerske hære.

Foredragsrække om arkæologi
Arkæologi er studiet af tidligere tiders menneskelige aktivitet – primært gennem studiet af menneskets materielle levn. Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund.
Denne foredragsrække præsenterer et bredt udvalg af den nyeste arkæologiske viden, der bidrager til aktuelle historierelaterede temaer og debatter lokalt, regionalt og nationalt. En lang række af landets toneangivende arkæologer har derfor gennem årene gæstet Aalborg.
Foredragene er tilrettelagt af museumsinspektør, ph.d. Torben Birk Sarauw, Nordjyske Museer.

Samlet program for foråret 2023

8. februar 2023 kl. 19
Krigsheste fra jernalderen – Danmarks første kavaleri
Ved seniorforsker Xenia Pauli Jensen, Moesgård Museum

15. februar 2023 kl. 19
Som en fugl Føniks
Ved forskningschef Bjarne Henning Nielsen, Vesthimmerlands Museum

1. marts 2023 kl. 19
Forseglede jernaldermarker på Aalborg Kaserner
Ved museumsinspektør Karen Povlsen, Nordjyske Museer

15. marts 2023 kl. 19
Oldtidens veje
Ved arkæolog og overinspektør Benita Clemmensen, Museum Østjylland
Køb en samlet billet til alle fire foredrag her