Vandrestier over bunkeren

Vandrestier over bunkeren

Mens REGAN Vest var en aktiv del af det danske beredskab, var selve det 5.500 m2 store underjordiske anlæg gemt under ca. 28 hektar jord, ejet af forsvaret. Hvis det kom til en indrykning i REGAN Vest, ville et bevogtningskompagni tage opstilling på arealet med det formål at forsvare og beskytte området og hindre fjendtlig adgang til bunkeren.

Med beslutningen om at overdrage selve REGAN Vest-bunkeren til Nordjyske Museer, blev det samtidig besluttet at overdrage langt størstedelen af arealet ovenpå til Naturstyrelsen. Siden da har Naturstyrelsen, i samarbejde med Nordjyske Museer, arbejdet på at skabe et stiforløb, som leder de besøgende rundt i det naturskønne og kuperede terræn ad ruter, der både tilgodeser naturelskerne og de historisk interesserede.

De afmærkede ruter går således forbi de fleste synlige spor af anlægget under jorden. Det gælder fx de to udstødningsskakter, som leder røgen fra REGAN Vests dieselgeneratorer væk, og indsugningsskakterne, der dengang og nu både skulle forsyne anlægget med frisk luft og fungere som nødudgange.

Stiforløbet bliver i løbet af de kommende måneder suppleret med formidling af de ting, man møder undervejs. Det er eksempelvis tanken at markere placeringen af bunkerens ”ringe” i terrænet, at opsætte skilte med fortællinger om både synlige og ikke-synlige historier, der knytter sig til anlægget og arealet ovenover, samt at udvikle særlige børnespor for familier.

Arealet ovenover REGAN Vest er offentligt tilgængeligt for alle, og det kræver ikke billet. Der er adgang til stisystemet via en trappe, placeret til højre for maskinmesterboligen, og på sigt er det tanken, at stierne skal bindes sammen med et større stisystem, der strækker sig fra Rebild Bakker og gennem hele Gravlev Ådal.

Læs mere: Spektakulær vandresti med hængebro binder nyt koldkrigsmuseum
og Rebild Bakker sammen