1700 år gammelt drikkeglas

Guldmedaljonen er ikke det eneste fund ved jernaldergravkoplekset fra Vaarst, som har begejstret arkæologerne ved Nordjyske Museer i det forgangne år. For i en anden af de grave, som blev udgravet sidste år, dukkede et sjældent og velbevaret 1700 år gammelt drikkeglas frem.

Dekorationen på glasset, der stadigvæk er intakt efter de mange år i jorden, er usædvanlig detaljeret, men der er grundlæggende tale om en i forvejen kendt type glas – et såkaldt fodløst bæger dekoreret med indslebne ovaler lavet i lyst grønligt glas. Denne type drikkeglas er fundet flere forskellige steder i Skandinavien samt i Nord- og Østeuropa. Det stammer fra 300-tallet, og det er formentlig produret lige nordvest for Sortehavet i det nuværende Ukraine eller Moldova. Glasset er mundblæst, og arbejdet med at slibe ovalerne har været et stort og tidskrævende arbejde.

Fra Danmark kender vi en lille håndfuld glas med sådanne slebne ovaler, men glasset fra Vaarst er temmelig stort i forhold til de fleste andre. Det er nemlig ca. 18 cm højt og har ved randen en diameter på ca. 12,5 cm og kan derfor indeholde op mod en liter.

Det fundne glas er unikt i Skandinavisk sammenhæng, men ved Varpelev på Sjælland er der tidligere fundet et lignende glas. Ved Varpelev blev det også fundet i en grav, og denne er den rigeste, vi kender i Danmark fra denne periode. Fundet i Vaarst er derfor noget helt særligt, som vidner om områdets betydning og status i denne periode.

Graven, hvor glasset er fundet, er en af største og rigeste fra et større gravkompleks ved Vaarst, og den indeholdt rester af skeletter fra to personer – den ene så gammel, at alle tænder var tabt, og hullerne efter dem var vokset helt sammen igen. Udover glasset fandt arkæologerne også i denne grav en mængde fint remudstyr, som stammer fra eksklusive klæder. Der er derfor uden tvivl tale om to mennesker fra samfundstoppen, der formentlig har tilhørt en af datidens mægtigste slægter.

Enormt gravkompleks fra jernalderen

Det var en lokal mand, der i 2018 ledte museets arkæologer på sporet af det store gravkompleks ved Vaarst, hvor graven med drikkeglasset er fundet. Det, som i første omgang blot var spredte fund af smykker gjort med en metaldetektor, viste sig nemlig at være tre tætliggende gravpladser, der alle kan dateres til overgangen mellem ældre og yngre jernalder, dvs. ca. 200-550 e.Kr.

Arkæologer fra Nordjyske Museer har efterfølgende ad flere omgange undersøgt området, og store dele af den største og den mest udsatte af pladserne, er nu færdigundersøgt. Man kan derfor nu tegne et relativt præcist billede af pladsens opbygning og omfang.

Den ca. 160 meter lange gravplads knytter sig til et markant bakkedrag, hvorpå gravene har ligget i lange rækker. Nordligt på pladsen centralt mellem de største og rigeste grave har der ligget et kraftigt bygget langhus, som formentligt har fungeret som et helligt tempel eller lign. Store mængder dyreknogler fundet tæt ved bygningen stammer formentligt fra festmåltider eller ofringer, som har fundet sted i og omkring templet.

Jernalderens elite

De mange rige og sjældne fund vidner om områdets store betydning i perioden ca. 200-550 e.Kr. Samlet set er der tale om en højest usædvanlig gravplads, som tydeligvis har været tilknyttet en af regionens mægtigste slægter.

Templet og en række små værdifulde genstande, som har været nedgravet i udkanten af gravpladsen, tyder tillige på, at pladsen ikke kun har fungeret som gravplads, men at den har tjent som et helligområde i bredere forstand. Et helligområde, som formentlig har udgjort hjertet i en af datidens slægtsbaserede stammer, der beboede Danmark i århundrederne lige forud for den første rigsdannelse. Dermed er der ikke blot tale om lokalhistorie om Vaarst, men danmarkshistorie fra tiden lige før Danmark blev Danmark.

Dette er et ud af i alt seks fund, som arkæologerne ved Nordjyske Museer har nomineret som et af de største i 2021. Du kan læse mere om alle fundene her, hvor du også kan stemme på dit favoritfund.

Der er tidligere fundet et intakt drikkeglas på samme gravplads ved Vaarst – læs mere om Vaarst-glasset her