Foredrag: Landskabets erindring
Ved Marianne Rasmussen Lindegaard, specialkonsulent og arkæolog, Slots- og Kulturstyrelsen
Det danske landskab er fyldt med fortællinger om vores fortid. Faktisk har vi så mange bevarede fortidsminder, at man ud fra dem alene kan fortælle en samlet Danmarkshistorie fra da rensdyrjægerne indtog landet efter sidste istid for 14.000 år siden og frem til vikingekongernes magtmanifestationer omkring år 1000.
Mennesker har tilpasset sig naturen og de fysiske betingelser, men har i tidlig tid også udnyttet og formet sine omgivelser. Vores forfædre har bevæget sig af fastlagte veje og ruter, forholdt sig til tidligere tiders levn og spor, og har haft hellige, magiske og måske forbudte steder. Det er nogle af de historier, som fortidsminderne i landskabet fortæller om.
I foredraget fortæller Marianne Rasmussen Lindegaard om forfædrenes færden og byggerier i landskabet, om spændende steder i Nordjylland og om fortidsmindernes fredning og bevaring.
Foredraget en del af foredragsrækken Arkæologien i nyt lys
Arkæologi er studiet af tidligere tiders menneskelige aktivitet – primært ved at kigge på menneskets materielle levn. Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund.
Denne foredragsrække præsenterer et bredt udvalg af den nyeste arkæologiske viden, der bidrager til aktuelle historierelaterede temaer og debatter lokalt, regionalt og nationalt. En lang række af landets toneangivende arkæologer har derfor gennem årene gæstet Aalborg.
Foredragene er tilrettelagt af museumsinspektør, ph.d. Torben Birk Sarauw, Nordjyske Museer.
Samlet program for Arkæologien i nyt lys
27. oktober 2021 kl. 19
Landskabets erindring
Marianne Rasmussen Lindegaard, specialkonsulent og arkæolog, Slots- og Kulturstyrelsen
10. november 2021 kl. 19
Krigere og bønder i bronzealderens Thy
Jens-Henrik Bech, museumsinspektør, Museum Thy
24. november 2021 kl. 19
Bjørne, elge og shamaner i Djurslands vilde stenalder
Lutz Klassen, forskningsleder, Dr. Phil., Museum Østjylland
8. december 2021 kl. 19
Førkristen kult og hærgede stormandsgrave – et himmerlandsk helligområde fra jernalderen under afdækning
Torben Trier Christiansen, museumsinspektør og ph.d. , Nordjyske Museer
Samlet billet til alle fire foredrag “Arkæologien i nyt lys” kan købes på Folkeuniversitetes hjemmeside.