Frivillige på Fyrkat
Som UNESCO Verdensarv er det vores pligt og mål at være noget for nogen – vores lokalsamfund, vores besøgende og vores fremtidige generationer. Hvis du brænder for historie, for håndværk, for at være en del af et fællesskab omkring vores fortid, er Fyrkat helt sikkert noget for dig. Du behøver ikke vide alt om vikingetiden eller være professionel håndværker, det vigtige er, at du er nysgerrig på vikingetidens verden og har lyst til at dele denne passion med andre.
At være frivillig på Fyrkat betyder, at man udfører frivilligt, ulønnet arbejde på Vikingemuseet Fyrkat i en rammesat organisation.
Det kan være mange forskellige opgaver. Du kan fx være aktiv viking som en del af museets daglige levendegørelse eller konkrete events for publikum – en såkaldt vikingereenactor. Men det kan også være meget andet – lige fra at hjælpe med haven, bygninger og dyrene til at vedligeholde og bygge udstyr. Du behøver derfor ikke “være viking”, du kan også sagtens hjælpe til bag kulissen.
Som frivillig er du tilknyttet vores frivilligansvarlige, som sammen med museet laver årshjul, planlægger og udfører projekter og arrangementer.
Vi klæder vores frivillige godt på
Som frivillig får du vores egen håndbog Stormandens Gård – Det vi ved og det vi tror samt et nyhedsbrev fra Team Fyrkat, der fortæller om, hvad der sker på Fyrkat.
Hvis du har et ønske om at være en del af den levendegjorte formidling, så udstyrer vi dig også med vikingetøj fra vores låne garderobe eller hjælper dig med at finde mønstre og mål, så du kan lave dit eget tøj. Dragten er en del af formidlingen, den er den udstilling, du altid bærer med dig. Vi søger for forplejning på arbejdsdage og stiller særlige frivilliglokaler til rådighed.
Vi tilbyder derudover et årskort til gratis entré på andre af Nordjyske Museers afdelinger, vi afholder kurser og har sociale arrangementer for de frivillige. Som frivillig får du mulighed for at gøre en forskel, for at dygtiggøre dig i et håndværk, blive en del af et fællesskab, for at udvide din horisont og dele begejstringen for vikingetiden. Alt dette på et af de smukkeste steder i landet.
Er du interesseret i at høre mere, kan du kontakte os på mailadressen [email protected]
Læs Vikingemuseet Fyrkats frivilligpolitik her.