Vestbyen: Fabrikker, arbejdere og store rigmandsvillaer
Sidst i 1800-tallet voksede Aalborg ud over sine gamle købstadsgrænser. Aalborg var pludselig blevet til en moderne industriby med masser af rygende fabriksskorstene og tusindvis af nye arbejdere indvandret fra landet – med stærke klasseskel til følge.
Den moderne industriby med de voldsomme klasseskel ses meget markant i Aalborg Vestby, og som noget nyt lancerer Aalborg Historiske Museum nu en byvandring i Vestbyen med fokus på arbejderbyen og de mange fabrikker.
Byvandringen begynder dog i midtbyen, hvor den ældste industri lå. Turen går videre ad Vesteraa, der i sin tid var Aalborgs hovedgade, når man kom sydfra og skulle over fjorden mod nord. Her lå bl.a. to spritfabrikker og et maskinsnedkeri.
I 1880’erne begyndte Aalborg at vokse mod vest, og der blev anlagt både fabrikker, arbejderboliger og villaer. Turen går derfor også forbi nogle af Vestbyens store fabrikker som Aalborg Margarinefabrik i Fredericiagade, C.W. Obels tobaksfabrik på Badehusvej samt spritfabrikken på hjørnet af Strandvejen og C. A. Olesens Gade.
Vi kommer også gennem arbejderkvarterets gader, hvor der er spor efter forretninger og virksomheder og ser, hvor tæt man boede – i stærk modsætning til fabrikanternes store villaer på den ”rigtige” side af Annebergvej.
Længde: ca. 2 km (Turen slutter på Badehusvej)
Varighed: 1 ½ time
For booking eller nærmere information kontakt museet på telefon: 99 31 74 02 eller mail: [email protected]