Tøj med traditioner
Udstillingen Tøj med traditioner på Aalborg Historiske Museum fortæller historien om, hvordan de folkedragter, som folkedansere bruger, som oftest er kopier af autentisk bondetøj fra 1800-tallet.
Her kan man side om side med originalt bondetøj fra Aalborg Historiske Museum og Vendsyssels Historiske Museums samlinger se moderne folkedragter, og dermed med egne øjne se, hvorledes de ikke blot er inspireret af, men direkte kopier af det gamle tøj – alt sammen fremstillet efter de samme gamle håndarbejdsteknikker, både hvad angår syning, vævning, stoftryk, broderi og strikning.
Kopierne i udstillingen er lavet af dygtige folkedansere med sans for håndarbejde ud fra originalt bondetøj i museets samlinger, og den viser de mange arbejdsprocesser, der skal til for at fremstille en god kopi: Hvordan man begynder med at se på den originale dragtdel, tegner den op og beskriver den i alle detaljer samt tidsbestemmer den efter materialer og datidens mode.
Der vælges derefter passende nutidige materialer, eller der fremstilles materialer, der er kopieret efter originale stoffer. Og endelig kan kopien syes med de gamle sy-teknikker, som er set i de originale dragtdele. På den måde er kopierne så tæt på det originale bondetøj, som overhovedet muligt.
Tøj med traditioner er blevet til i forbindelse med, at Folkedansernes Landsstævne 2022 afholdes i Aalborg fra 18.-23. juli, og den er er resultat af et samarbejde med Dans Danmark – Dragtudvalget ved Folkedanserlandsstævnet i Aalborg 2022.
Udstillingen kan ses til og med lørdag 29. oktober 2022.