Dilemmaspil og rundvisning i REGAN Vest
Vi befinder os i starten af 1980’erne. Danmark er i undtagelsestilstand og verden står på kanten af en atomkrig. Den danske regering er rykket ind i REGAN Vest og skal herfra lede landet igennem den truende krise. Dilemmaspillet foregår i en kopi af situationsrummet fra bunkeren, og i denne totalkulisse skal eleverne agere regering og prøve kræfter med svære dilemmaer, som er inspireret af autentiske øvelsesscenarier fra den kolde krig.
Læringsforløbet består dels af en rundvisning i bunkeren og dels et kontrafaktisk dilemmaspil. Gennem spillets gameplay vil eleverne opleve at skulle tage valg, som kan få alvorlige konsekvenser for landets sikkerhed, befolkningens moral og det demokratiske styre.
Klassetrin: Grundskolens 9.-10. klasser og ungdomsuddannelser.
Max/ min antal deltagere: Min 8 elever og 1 lærer. Max. 32 elever og 2 lærere.
Fag: Historie, samfundsfag, dansk.
Varighed: 4 timer
Bunkeranlægget REGAN Vest er et autentisk stykke Danmarkshistorie, der stadig står fuldstændig intakt med alt originalt interiør.
Undervejs på rundvisningen ser eleverne blandt andet regeringens situationsrum, regentens værelse, opholdsstuen og kantinen.
Dilemmaspil i læringscenteret
Hjertet i bunkeren er regeringens situationsrum. Herfra skulle landets ledes i tilfælde af en atomkrig eller krisesituation.
Læringscenteret er en kopi af situationsrummet fra bunkeren, og i denne totalkulisse skal eleverne agere regering og prøve kræfter med de svære dilemmaer, som man øvede i bunkerens funktionstid.
Læringsmateriale
Inden besøget får I tilsendt et specialudviklet læringsmateriale. Gennem en lettilgængeligt og rigt illustreret tekst bliver eleverne indført i den kolde krig. Materialet indeholder opgaver og relevant kildemateriale.
Her fokuseres dels på den globale systemkonflikt og udviklingen af atombomben og dels på Danmarks position og totalforsvaret, som REGAN Vest var en del af.
Læringsmaterialerne er udviklet i tæt samarbejde med Skørping Skole og Støvring Gymnasium til fagene historie og dansk.
Grundskole
Kompetenceområde(r)
Historie: Historiebrug, kildearbejde, kronologi og sammenhæng,
Samfundsfag: Politik
Læringsmål
- Eleverne får viden om Europas opdeling under den kolde krig.
- Eleverne forstår det trusselsbillede, Danmark stod overfor.
- Eleverne får indsigt i den politiske systemkonflikt, der prægede den kolde krig.
- Eleverne kan redegøre for, hvordan Danmark skulle ledes i en krigssituation.
- Eleverne oplever de dilemmaer, der kan opstå, når et demokrati skal styres i krig.
- Eleverne kan tage stilling til politiske problemstillinger lokalt og globalt og komme med forslag til handlinger.
Ungdomsuddannelse
Faglige mål
- Redegøre for centrale udviklingslinjer og begivenheder i Danmarks, Europas og verdens historie
- Redegøre for sammenhænge mellem den lokale, nationale, regionale, europæiske og globale udvikling
- Reflektere over samspillet mellem fortid, nutid og fremtid samt over mennesket som historieskabt og historieskabende
- Opnå indsigt i, hvordan historiefaget kan medvirke til at forstå og løse problemer i nutiden
Læringsmål
- Eleverne får indsigt i Danmarks rolle og beredskab under den kolde krig.
- Eleverne bliver opmærksomme på forskellige måder at formidle og bruge historie på.
- Eleverne styrker deres evne til at analysere, diskutere og finde nye løsninger på historiske problemstillinger.
- Eleverne forstår, hvordan historiske konflikter og politiske systemer har formet nutiden.
- Eleverne træner at arbejde kritisk med historiske kilder og materialer fra den kolde krig.
- Eleverne oplever, hvordan historie formidles gennem autentiske steder og genstande.