Sumpbæversteg og kaninbøf

Kød blev ikke rigtigt rationeret under krigen, men regeringen lavede forholdsregler, der skulle begrænse forbruget, da der var mangel på svinekød og flæsk, som var danskernes foretrukne. Fx blev der i 1943 indført købekort til kød, så den lokale slagter havde kontrol med, at kødet blev fordelt til de faste kunder. Men man så sig også om efter alternativer – som fx sumpbæversteg og kaninkød.

Kaninbøf med makaroni, 1943

Mange begyndte at holde kaniner. De formerede sig hurtigt og var lette at passe. Til denne ret indgår der kun få ingredienser.

  • 100 g makaroni
  • 300 g kogt kaninkød
  • Salt, peber eller sar og persille

Kog makaronien mør og mal den gennem kødmaskinen sammen med kaninkødet. Ibland krydderier og stegt persille. Farsen formes og steges som bøffer.

Sumpbæversteg

Vendsyssel Tidende, 12. januar 1945

Under krigen begyndte danske pelsdyravlere at interessere sig for sumpbævere. Det er en stor gnaver på 5-9 kilo. Hvor mink og sølvræv skulle fodres med kødaffald, der var svært at skaffe, så er sumpbæverens føde roer, kål og hø.

I 1945 begyndte der at dukke notitser op i bladene, hvor man roste sumpbæverkødet som en stor delikatesse. Eksperter kaldte sumpbæversteg en kulinarisk nydelse, og det blev fremhævet, at den er mindst lige så delikat som haresteg, om hvilken den minder.

Sumpbævere blev indført fra Latinamerika til Europa i 1926, og siden er så mange undsluppet fra fangenskab at de betragtes som en invasiv art. I Danmark er det for koldt til at der er en egentlig bestand, men hvis man træffer på en sumpbæver, må man godt tage den med hjem til gryden.

Ønkser du at lave sumpbæversteg lyder opskriften:

Ryg og lår af bæveren lægges i mælk i 12 timer, barderes med 50-100 g røget spæk, brunes i ovn og overhældes med en tyk sovs, tilberedt af en liter mælk. Steges knap to timer. Sovsen smages til med ribssaft, sennep, salt og lidt sukker. Serveres med brunede kartofler.

Tilbage til opskrifter fra en tid med rationering

Skrevet 15. november 2024