Sagn og myter

Sagn og myter

Gå på spøgelsesjagt i det nordjyske og bliv klogere på lokale folkeminder

Nu kan du tage ud i det nordjyske landskab og de helt små landsbyer og måske være heldig og møde spøgelser, bjergfolk, havfruer og andre magiske og overnaturlige væsner, som ifølge gamle sagn og myter holder til netop der. Nordjyske Museer står bag tre nye guides med gamle sagn fra områderne ved henholdsvis Nibe, Sejlflod og Hals og er dermed med til at holde et stykke lokal kulturhistorie i live.

Alene i Aalborg Kommune findes hundredvis af gamle sagn, myter og folkeminder, og sammen med Hals Arkiv, Lokalhistorisk Forening For Tidligere Sejlflod Kommune og Nibe Museum og Arkiv sætter Nordjyske Museer nu fokus på udvalgte fortællinger i forsøget på at udbrede kendskabet til de gamle sagn.

Der er udvalgt en række gode historier, som videreformidles i tre forskellige guides om nærområderne ved henholdsvis Nibe, Sejlflod og Hals.

I Nibe lå engang en kro med navnet Den Røde Smedje på højre hånd ved vejen mod Vokslev. En aften var der kortspil i kroen, og da en fremmed kom ind, blev han inviteret med i spillet. Det viste sig, at det var Fanden selv.
Storvorde Kirke blev opført omkring år 1300. Men det var på et hængende hår, for de nordjyske kæmper brød sig ikke om kristendommen, og de forsøgte med al magt at bekæmpe de nye kirker – blandt andet kastede en kæmpe fra Vendsyssel en sten mod kirken i Storvorde.
Ved Tyskerbakken, der ligger i den sydlige ende af Hou, kan man ofte se en havfrue komme i land, når der er dårligt vejr på vej. Det er en advarsel til fiskerne om ikke at tage på havet.
Folkemindesamler Evald Tang Kristensen indsamlede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet flere tusinde folkesagn. her kan du læses 601 sagn fra de nuværende Jammerbugt, Aalborg, Rebild og Mariagerfjord kommuner. Materialet stammer fra Det Kongelige Biblioteks store digitale samling.