REGAN Vest vinder stor national pris

”Museet indkapsler historien på en bemærkelsesværdig og autentisk måde,” lyder det.

Da Koldkrigsmuseet REGAN Vest åbnede i februar 2023, fik det seks-stjernede anmeldelser i flere medier, og med 61.798 besøgerende – svarende til ca. 98 procent af den samlede kapacitet – så har publikum også taget rigtig godt imod det nye museum. Og nu hædres museet med prisen som Årets Byggeri 2023.

REGAN Vest har ifølge dommerkomiteen, der består af direktører fra de store organisationer i byggebranchen, vundet prisen som Årets Byggeri på grund af sin enestående og bemærkelsesværdige karakter.

”Den omhyggelige omdannelse af det tidligere koldkrigsbunkeranlæg til et museum er både imponerende og sensitivt udført. Museet har formået at bevare bunkeren og dens originale interiør intakt, hvilket er en sjældenhed og giver besøgende en autentisk oplevelse af perioden,” lyder det blandt andet i begrundelsen.

Foto: Lars Horn

”Museet har med succes bragt lys og luft ind i det tidligere klaustrofobiske bunkeranlæg. De minimalistiske udstillingsområder og glasvæggene i atriummet giver besøgende en behagelig atmosfære, der gør det muligt at udforske historien komfortabelt,” siger formand for dommerkomiteen, arkitekt Scott Hollingsworth, og fortsætter:

”Samlet set indkapsler REGAN Vest historien på en bemærkelsesværdig og autentisk måde, og det formår at forene fortiden med nutiden. Dette enestående museum er et vigtigt bidrag til at bevare og dele Danmarks historie og bør anerkendes som Årets Byggeri for sin betydningsfulde kulturelle og arkitektoniske indsats.

Stolt museumsdirektør

”Vi er umådelig stolte over, at den autentiske museumsoplevelse, vi gerne ville skabe, at det er lykkedes. For os er netop autenticiteten i formidlingen af koldkrigshistorien altafgørende, da det gør historien levende på en helt anden måde hos publikum,” siger Lars Christian Nørbach, der er direktør ved Nordjyske Museer, som Koldkrigsmuseet REGAN Vest er en del af.

Lars Christian Nørbach er særlig begejstret over den måde, hvorpå den nye museumsbygning spiller sammen med historien om den hemmelige atombunker i Rold Skov.

”Selve velkomst- og udstillingsbygningen kan med sin beklædning af sort cortenstål bedst beskrives som sorte bokse, der skjuler deres indhold, hvilket passer rigtig godt med selve bunkerens tophemmelige karakter,” forklarer han.

Foruden sit hemmelige udtryk er bygningen også placeret tilbagetrukket i landskabet og med beplantning, der gør, at den både ligger diskret og meget lidt iøjnefaldende samtidig med at den også er til at finde for de museumsgæster, som besøger museet.

Foto: Rasmus Hjortshøj

”Koldkrigsmuseet REGAN Vest har nu været i drift et lille års tid, og den nye museumsbygning lever til fulde op til de høje forventninger, vi fra begyndelsen havde til projektet. Landskab, bygning og udstilling går op i en højere enhed og udgør på bedste vis grundlaget og en behagelig ramme for det alvorlige tema, som museet belyser,” siger Lars Christian Nørbach.

En helt særlig opgave for arkitektvirksomheden AART

Den nye museumsbygning er tegnet af arkitektvirksomheden AART, og museet var ved udpegning af vinderen for den indbudte arkitektkonkurrence ikke i tvivl om, at netop AARTs projektforslag var et uhyre stærkt bud, som også løste de overordentlig vanskelige byggeforhold, som undergrund, terræn og logistik udgjorde,” fortæller Lars Christian Nørbach.

Det var da heller ikke en helt almindelig opgave, der landede hos AART, fortæller Anders Tyrrestrup, stiftende partner og arkitekt i AART.

”Arbejdet med REGAN Vest har været karakteriseret af et interessant paradoks. På den ene side har opgaven været at fremhæve og belyse en central del af den danske koldkrigshistorie – og på den anden side har det været afgørende for besøgsoplevelsen at holde fast i stedets autenticitet og historie, som er karakteriseret af mystik,” siger han og fortsætter:

”Den nye udstillingsbygning er et supplement til den samlede oplevelse, og opgaven her var at skabe en relevant ramme, der sætter historien og formidlingen i centrum. I et tæt samarbejde med hele teamet, har vi arbejdet med atmosfæren og stemningen på Koldkrigsmuseet REGAN Vest som et pejlemærke gennem hele projektet og hele museumsoplevelsen. Autenticiteten i dette projekt har handlet om at give bunkeren lov til at stå som hovedattraktion, næsten uberørt.”

Om prisen

Årets Byggeri er den bredeste og mest alsidige pris i byggebranchen. En national hæderspris, som hvert år tildeles årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning.

En dommerkomite bestående af direktører fra de store organisationer i byggebranchen vælger vinderne.

Prisen er stiftet af Magasinet Byggeri og har været uddelt siden 1997.

Foruden REGAN Vest har dommerkomiteen også valgt at hædre Maritimt Center i Esbjerg.

Læs mere om prisen på aaretsbyggeri.dk.

Om koldkrigsmuseet 

  • Koldkrigsmuseet REGAN Vest består af selve bunkeranlægget, maskinmesterboligen – en gul murstensvilla, der skjuler indgangen til bunkeren – samt en velkomstbygning med en udstilling om den kolde krig, museumscafé og butik
  • AART har tegnet den nye museumsbygning og fungeret som hovedrådgiver under byggeriet
  • NIRAS har ydet ingeniørmæssig rådgivning samt stået for byggeledelse
  • Kumulus har designet udstillingen i tæt samarbejde med museumsinspektører fra Nordjyske Museer
  • SLA står bag landskabsarkitekturen ved udstillingsbygningen
  • Det samlede anlægsbudget for det nye museum er på ca. 80 mio. kr. og er blevet en realitet pba. generøs støtte fra den filantropiske forening Realdania (31,3 mio. kr.), Augustinus Fonden (10,5 mio. kr.), Nordea-fonden (3,15 mio. kr.), Spar Nord Fonden (2 mio. kr.), Jutlander Fondene Himmerland (0,5 mio. kr., Region Nordjyllands Vækst Forum (1,2 mio. kr.), Aalborg Kommune (4,15 mio. kr.) og Rebild Kommune (5,22 mio. kr.). Dertil en anlægsbevilling fra Folketinget (20,1 mio. kr.)