Det er næsten 200 år siden, Hobro fik en havn, som med sin blomstrende industri kom til at sætte sit præg på byens historie helt frem til i dag. De mange fortællinger, der knytter sig til havnen, er nu samlet i en podcast-serie i 10 afsnit, der blandt andet fortæller om Hobro havns barndom, dens toldboder, Hobro Gasværk, pakhusene, havnearbejderne, fjordens natur og meget mere.
Hobro Havn blev grundlagt i begyndelsen af 1830’erne og voksede sig snart stor. I første halvdel af 1900-tallet er der livlig aktivitet.
Sveden hagler af havnearbejderne, når de slæber de 100 kg tunge sække med korn og gødning ind i pakhusene. Et andet sted på havnen losser deres kolleger kul af engelske dampskibe. Imens vugger flere andre både i kø ved havnekajen, hvor de venter på at losse eller laste værdifulde sager som kaffe, spiritus eller melasse.
I baggrunden skramler toget – i folkemunde kadavervognen – afsted med slagteriaffald fra Hobro Andelsslagteri. Endestationen er benmelsfabrikken Blåkilde Mølles Fabrikker. Lasten spreder en hæslig dunst langs havnebanen, så selv hærdede toldbetjente rynker på næsen.
Lokalt samarbejde og støtte
Pakhuse, skibsværfter, kulfirmaer og meget andet udgjorde den lille, men moderne havn, der også var med til at gøre Hobro til en industriby. I dag danner havnen en smuk ramme om et velbevaret kulturmiljø med spisesteder, kulturinstitutioner og stadig lidt industri.
Podcasten er blevet til i et samarbejde mellem kunsthistoriker Klaus Højbjerg, GASmuseet, Nordjyske Museer, Kunstetagerne i Hobro, Mariagerfjord Kommune samt skuespillere fra Himmerlands Teater, der lægger stemme til virkelige og opdigtede historiske dialoger og monologer som et ekstra krydderi på historierne. Podcasten er støttet af Mariagerfjord Kommunes Udvalg for Kultur og Fritid, Region Nordjyllands lille Kulturpulje, Sparekassen Danmark og Sparekassen Hobro Fonden.
De 10 afsnit
- 21. december 2021 – Da Hobro fik en havn
- 21. december 2021 – Toldboder
- 28. december 2021 – Vindø Teglværk
- 17. januar 2022 – Blåkilde Mølles Fabrikker
- 17. januar 2022 – Dampskibe på fjorden
- 24. januar 2022 – Havnearbejdere, pakhuse og kul
- 31. januar 2022 – Hobro Værft
- 6. februar 2022 – Hobro Gasværk
- 14. februar 2022 – Sol og sommer ved Mariager Fjord
- 21. februar 2022 – Isfugl, muslinger og skarver – Mariager Fjords natur
Hør alle podcasts her eller find dem i udvalgte podcastapps herunder Spotify.