Før udviklingen af vaccinen var mennesket ekstremt udsat for sygdomme, som potentielt kunne være dødelige. I middelalderen har børn og unge formentligt udgjort omkring halvdelen af befolkningen, men det var sandsynligvis kun hvert andet barn, der overlevede til voksenalderen – ca. 20 år. Den gennemsnitlige forventede levealder har næppe været mere end ca. 40 år for den gruppe, der overlevede barndommen.

Når vi i dag kigger på et skelet fra for eksempel middelalderen, kan det være svært at fastslå selve dødsårsagen, da kun få sygdomme påvirker knoglerne. Epidemier fører ofte til en hurtig død, inden der dannes forandringer på selve knoglerne. Ligeledes kan traumatiske hændelser ramme vitale bløddele og føre til dødsfald uden at knoglerne påvirkes.

En undersøgelse kun af knogler kan derfor sjældent bruges til at konkludere dødsårsagen for det enkelte individ – som billedet øverst i artiklen også illustrerer, da man heller ikke i det tilfælde kan give nogen forklaring på en dødsårsag for de to gravlagte.

Spor eftersygdomme

Gigt, spedalskhed, syfilis og tuberkulose er blandt de lidelser, som faktisk kan føre til særdeles store forandringer på visse knogler, og de er blandt de lidelser, som registreres med rimelig hyppighed.

Andre hyppigt forekommende sygdomme, men dog knap så invasive, er blandt andet knogleskørhed og cribra orbitalia. Sidstnævnte ses som porøse fortykkelser i øjenhulernes loft, der kan skyldes jernmangel.

Af de mere sjældne sygdomme, som også kan ses på knoglerne, er eksempelvis meningitis, som viser sig som porøse fortykkelser på kraniets inderside. Men også kræft, skørbug og engelsk syge (mangel på vitamin D) efterlader forandringer på knoglerne – og ikke mindst indvoldsorme, som kan medføre forkalkede cystevægge i bugen.

Mindre dramatiske forandringer på skelettet, registreres ofte på tænderne i form af tandslid, karies, tandbylder og paradentose. Desuden kan ensidig og utilstrækkelig kost ofte ses på tænderne som tværgående defekter, såkaldt emajlehypoplasi.

Derimod efterlader en af de mest frygtede sygdomme i middelalderen – pesten eller blot Den Sorte Død – ikke fysiske spor på skelettet. Pesten udslettede op mod 60 procent af Europas befolkning i årene 1346-53. Selvom det ikke kan ses på knoglerne i dag, så har ny teknologi de seneste år skabt store gennembrud i forskningen af pest. Efter mange års debat har aDNA-analyser (ancient DNA) af tænder fra ofre fra middelalderens pestepidemier bevist, at nutidens pestbakterier (yersinia pestis) også stod bag Den Sorte Død i middelalderen.

Behandling af sygdomme i gamle dage

Det var i middelalderen muligt at behandle mindre alvorlige lidelser. Eksempelvis har man fikset karies ved at få smeden til at trække tanden ud. Derudover er der bevis for, at blandt andet åreladninger og kopsætninger er blevet anvendt til at udtømme formodede syge væsker, og at glødende brændejern er blevet anvendt til at standse blødninger. Der findes endda også eksempler på kirurgi i form af trepanation (kraniekirurgi) og amputationer.

Fra klostrene har man behandlet de syge med diverse urter, for eksempel kamille, som i middelalderen var kendt for lidt andre egenskaber, end dem vi kender i dag. Kamille var dengang kendt for at være urindrivende, den knuste blæresten, uddrev dødt foster, hjalp mod hoste, lindrede hjernen, hovedet og øjnene samt uddrev al hæshed af halsen. Den skulle eftersiget også modvirke mod tarmluft, gulsot, leverlidelser, feber, hovedpine og sår.

De andre mere alvorlige sygdomme har derimod været mere vanskelige at behandle – og måske endda umulige.

Kviksølv er et af de seks mest giftigste metaller i verden og derfor ganske effektivt til at slå bakterier ihjel med. Derfor blev det også brugt til behandling af sygdomme som f.eks. spedalskhed og syfilis. I rette mængder har det været ganske effektivt, mens det har været ekstremt dødeligt ved for høj dosis.

Ved at sammenligne koncentrationen af tungmetaller fra jorden med koncentrationen i knogler og tænder, er det muligt at sige noget om varigheden af eksponeringen og tidspunkt for eksponeringen før døden.

I tilfælde med spedalskhed har man yderligere forsøgt at inddæmme sygdommen, og fra 1100-tallet blev der rundt om i Danmark oprettet såkaldte Skt. Jørgensgårde i udkanten af byerne. Ved bekræftet sygdom var man tvunget til at leve resten af livet isoleret fra sin familie.