… i naturens vold og magt

Landskabet omkring Limfjorden har de seneste 20.000 år vekslet mellem arktiske tundraforhold og mildere klimaer, som har fremmet plante- og dyrevækst og gjort det muligt for mennesker at bosætte
sig nær fjorden. De omskiftelige forhold har tvunget mennesker til konstant at tilpasse sig.

De lavtliggende områder omkring fjorden har skiftevis været tørlagt og oversvømmet i flere tusinde år, hvilket har efterladt store sedimentaflejringer ovenpå hinanden. Disse aflejringer af for eksempel sand og ler har indkapslet menneskenes bopladser, og den fugtige undergrund giver gode bevaringsforhold. Undergrunden ved Limfjorden kan derfor fortælle os ukendte historier om mennesket og klimaet i et foranderligt fjordlandskab.

Landet bliver skabt

Vi er i slutningen af den seneste istid, cirka 13.000 – 10.000 f.Kr., og Danmark er igen isfrit efter flere hundredetusinde års vekslen mellem isdække og arktisk tundraland.

Området er ugæstfrit, og mennesket holder sig endnu langt syd for den danske grænse. Selvom temperaturen generelt er stigende, er der fortsat køligt, og det store landområde, Doggerland, som
strækker sig fra de nuværende britiske øer ind til Østersøområdet, er svært fremkommeligt på grund af floder og vådområder med store mængder smeltevand fra efterladt is. Det meste af det nuværende Vendsyssel er dækket af det iskolde Yoldiahav, hvor der i den nordlige del blandt andet lever hvalrosser, grønlandssæler, isbjørne og narhvaler. Det, der senere bliver til Limfjordens østlige del, ligger
ved ishavets sydlige grænse.

Slettelandet, der i dag er det østlige Limfjordsområde, er fyldt med pionérplanter som rypelyng, klokkeblomst, havtorn, pil og enebær. Lav bevoksning, der kan eksistere i et tundramiljø, hvor
sommertemperaturerne sjældent kommer over 8-9 grader.

Det er den ældste jægerstenalder i Danmark, og de konstant vandrende rensdyrflokke har stor betydning for jægerfolket, som året rundt følger dyrenes vandring for at kunne jage dem, primært med spyd. Mennesket vandrer så småt mod det danske område, men kun de yngste jæger-kulturer, Bromme- og Ahrensburg-kulturerne (12.000 – 9.000 f.Kr.), ser ud til at have bosat sig i det barske nordjyske område.

Temperaturerne stiger

Men temperaturerne stiger, klimaet mildnes, og gennem de tre årtusinder bevæger jægerfolket sig nu længere og længere mod nord, efterhånden som landet bliver mere gæstfrit.

De store flokke af rensdyr er begyndt at trække væk fra Danmark mod det nordlige Skandinavien, alt imens blandt andet kæmpehjorte og elge kommer til. Der er et rigt dyreliv af både store græssere, rovdyr, fugle og fisk. Men der er fortsat barske vilkår, og der har næppe været mere end 1000 mennesker til stede i det område, vi i dag kalder Danmark.

I nutiden er de menneskelige spor af den tids beboelse i Limfjordsområdet endnu sparsomme og sandsynligvis godt begravede i undergrunden.

Klimaet forandrer sig

9.500 f.Kr. forandrer temperaturen og klimaet sig pludselig voldsomt. På blot 30 år stiger temperaturen seks-syv grader, og i løbet af én generation skifter klimaet fra arktisk til tempereret klima.
Doggerlands store tundralandskab bliver efterhånden dækket af tæt skov. Menneskene tilpasser sig de nye vilkår og jager nu i de endeløse skovområder, der de første mange hundreder af år er åbne og lyse
med vækster som enebær, bævreasp og røn, urter, græs og birk.
Rensdyrene er væk, men den brune bjørn, ulven og masser af smådyr som mus, hare og bæver er fortsat til stede. Der er et rigt fugle- og planteliv og masser af fisk og havdyr, og jægerne har måttet omstille sig fra at nedlægge byttet i de store rensdyrflokke til at jage spredtlevende standvildt.

Nye fødemuligheder

Fødemulighederne er store for menneskene i denne periode af stenalderen, som kaldes Maglemosetid. Gennem nogle årtusinder bliver dyrelivet udvidet med blandt andet bison, urokse og vildhest. I den
sidste del af perioden, hvor skoven er blevet tæt og svært fremkommelig urskov, er der også kommet kronhjorte og vildsvin til.
Hvad det har af betydning for stenaldermenneskets kost, er der ikke mange sikre indikationer på, men via knoglefund på udgravede bopladser fra jægerstenalderen kan man i dag se, at jagtudbyttet både var store græssere og mindre dyr som pindsvin, mår, egern, vildkat og en stor variation af fugle, fisk og havdyr.

Landet ændrer sig

Omkring 6.400 f.Kr. glider maglemosetid over i kongemosetid. Vi er stadig i jægerstenalderen. Kongemosefolkene har vi ikke mange spor efter i Nordjylland. Det er fordi, tiden fra 9.000 f.Kr. til 5.700
f.Kr. bringer voldsomme forandringer for det landområde, Danmark er en del af.

De enorme is-afsmeltninger får verdenshavene til at stige, og landjorden bliver ikke længere presset ned af istidens enorme gletsjere. Det resulterer i, at landet hæver sig i nogle områder og sænker sig i andre. Danmark ligger på en vippeakse, der går fra Nissum Fjord til Nordfalster. Nord for aksen hæver landet sig, og syd for sænker det sig.

Doggerland bliver i løbet af godt 3.000 år oversvømmet og omdannet til det nuværende Nordsøen. Mange af Maglemose- og Kongemosejægernes efterladenskaber ligger derfor nu på dybt vand.

Den vestlige del af Limfjordsområdet er fastland med moseområder indtil 8.000 f.Kr., men temperaturen stiger fortsat, og havet breder sig mellem 7000 og 6000 f.Kr. ind over Nordjylland. Det sydlige Vendsyssel og Thy er blevet et saltet ø-hav, Litorinahavet, med et utal af øer. Fjorden består af to dele, der kun er forbundne med et smalt stræde ved Aggersund.

Limfjorden har bredt sig

Vi er nu i Ertebøllekulturens tid (5.400 – 4.000 f.Kr.). Jægerstenalderen er i sit sidste stadie, og det vandrige Nordjylland giver jæger-fiskerkulturen nærmest ideelle livsbetingelser. Havet i Limfjordsområdet er meget saltrigt, klimaet er mildt og gennemsnitstemperaturen nogle grader højere end i dag.

Men naturen ændrer sig fortsat, og menneskene må konstant tilpasse sig til nye livsbetingelser og fødemuligheder. Mange af bopladserne befinder sig ved kysterne.

Ved Aalborg er Limfjordens vandstand lidt mere end fem meter højere end i dag, og folk lever på bakkeøer, der giver dem mulighed for både at drive jagt i baglandet, samle urter og hasselnødder
og udnytte det fiskerige farvand med rige østersbanker. Antallet af bopladser viser, at befolkningstallet er steget betragteligt.

Jagt og fiskeri er fortsat vigtigt

Ertebøllefolket flytter sig fortsat med årstidernes muligheder for jagt og fiskeri, men med baggrund i de store skaldynger, køkkenmøddinger, der er fundet langs Limfjorden fra denne periode, ved vi, at de vender tilbage til de samme pladser gennem flere generationer.

De højere temperaturer betyder, at der findes et dyreliv på disse breddegrader, som man i nutiden skal længere mod syd for at finde. For eksempel har der levet havskildpadder i de danske farvande.

Jagt- og fiskemetoder forfines, og man fisker nu både med net, ruser og kroge. Analyser af menneskers knogler fra Ertebølletiden viser, at folk i overvejende grad har levet af føde fra havet.

Fjordlandskabet i nye tider

Med bondestenalderen (4000-1800 f.kr) kommer nye tider, hvor man holder tamdyr som kvæg, får, geder og svin i stedet for at jage dyrene i deres naturlige miljø.

De voldsomme klimaændringer aftager, og menneskene i Limfjordsområdet begynder at tæmme landskabet. Landskabet er dog stadig i forandring på grund af den konstante landhævning, der
langsomt hæver områderne nord for vippeaksen fra Nissum Fjord til Nordfalster.

Begravet viden

I Limfjordslandskabet ligger der begravet vidnesbyrd, der kan fortælle om de voldsomme begivenheder og de tidligere menneskers tilpasning til naturens vilkår. Mange kystbopladser fra Maglemosetiden ligger, som tidligere nævnt, i dag på havets bund, og rester fra Ertebølletiden befinder sig på skråningerne af de bakkeøer, der tidligere var omsluttet af havet.

Det arkæologiske arbejde i forbindelse med anlægsarbejdet til giver os en sjælden mulighed for måske at
afsløre nogle af de fantastiske historier, som undergrunden omkring Limfjorden rummer.