Boldrup Museum har en besætning af gamle dyreracer – dansk landracesvin, dansk landraceged, landfår, hvid landkanin, brune danske landhøns, tumlingeduer, landgæs og huskatten Kisser.

Dyrene er meget vant til mennesker, og specielt kaniner og geder er altid klar til at blive klappet og måske få en tot frisk grønt græs. Dog er det ikke tilladt at fodre med madrester eller med foder fra stalden.

Du kan se følgende dyr på Boldrup Museum 

Brun Dansk Landhøne

Den Brune Danske Landhøne har danske aner helt tilbage til jernalderen, men ligesom mange af de andre gamle husdyrracer har den været tæt på at uddø. I dag findes en del avlere af de Danske Landhøns, men helt racerene dyr er dog ret sjældne.

Landhønen er en rolig og energisk fødesøgende høne, som lægger nogle mellemstore hvide æg. Museets høns får masser af grønt fra vores have, og deres æg har den utrolig flotte, gule blomme, som er karakteristisk for fritgående høns.

Hønsene har ikke stor succes med selv at ruge, men vi har en rugemaskine, som bliver flittigt brugt.

Dansk Landraceged

Dansk Landraceged er en gammel race, som kan føres helt tilbage til Danmarks første geder.

Frem til slutningen af 1700-tallet var geden et vigtigt husdyr, men derefter gik antallet kraftigt tilbage, blandt andet fordi det blev forbudt at lade gedeflokke græsse frit i skovene, hvilket havde været den mest almindelige måde at holde geder på.

I 1900-tallet var der mange fattige familier, der ikke havde råd til og mulighed for at købe mælk fra de nye andelsmejerier. Det betød en renæssance for gedeholdet, og geden fik det meget sigende navn ’fattigmandsko’ – mange fattige børn har i den første halvdel af 1900-tallet fået livsvigtige næringsstoffer fra familiens ged, der kunne græsse i vejgrøften.

Hvid Landkanin

Den Hvide Danske Landkanin blev fremavlet i 1902-1903, da den daværende direktør for Københavns Zoologiske Have, Julius Schiøtz, krydsede den oprindelige vilde danske kanin med Hvid Belgisk Kanin.

I mange år var den Hvide Landkanin en af de mest udbredte racer i Danmark, men i dag er den ret sjælden.

Hvid Landkanin er albino og har da også de karakteristiske røde øjne.

Kaninerne er ude det meste af året. Kun i de koldeste måneder kommer de ind i stalden, og det er mest af hensyn til dem, der skal fodre. Vi hører ofte, at kaniner dør, hvis de bliver våde på maven. Det ved vores kaniner heldigvis ikke, og de trives fint i regnvejr.

Danske Tumlinger

Danske Tumlinger er Danmarks nationaldue og omfatter Gammel Dansk Tumling, der nedstammer direkte fra de tumlerduer, som Frederik II indførte i 1572 fra Ostindien, samt Dansk Tumling, der gennem målbevidst avlsarbejde er fremavlet til rene udstillingsduer på et højt stade.

Museets duer er gamle danske Tumlinger. Vi har to varieteter – blandt andet den varietet, der kaldes skade med farveslag i blåt og sort. Betegnelsen skade hentyder til dens lighed med husskaden.

Gamle danske Tumlinger er lette, livlige og elegante duer med fremragende flyveegenskaber, som har givet racen dens navn. Voksne, veltrænede duer er således i stand til at slå baglæns kolbøtter i luften, og heldigvis mestrer nogle af vores duer kunsten, og er man heldig kan man få det at se.

Museets duer er flittigt ynglende. Hannen og hunnen deles om udrugning af de to æg og yngelpleje. Rugetiden er 18 dage, efter at det sidste æg er lagt. Efter 1½ måned er ungerne flyvefærdige

Dansk Landfår

Det Danske Landfår kendes også som Klitfår. Efterhånden som udenlandske racer blev indført, var det kun i de vestjyske klitområder, at man stadig havde Landfåret. I disse barske områder var det meget nøjsomme Landfår de udenlandske racer overlegent.

Den samlede bestand af Landfår var til sidst nede på cirka 50 dyr, og efterhånden som man har avlet bestanden større, er et af resultaterne af det meget sparsomme avlsmateriale, at frugtbarheden er væsentlig forringet i forhold til det oprindelige dyr. Tidligere var det almindeligt med tre-fire lam – nu er det ét lam.

Landfåret er normalt mindre end museets dyr. Nogle væddere har i modsætning til museets vædder horn.

Et typisk karakteristikum er det spættede hoved. Det kan dog også være helt lyst eller mørkt.

Grå Dansk Landgås

Den Danske Landgås var tidligere et meget almindeligt dansk husdyr.

Gæssene krævede meget lidt pasning og kunne næsten altid selv sørge for at finde deres foder. Kun i de strengeste vintermåneder behøvede de lidt kosttilskud.

En stor del af de danske gæs blev avlet i Nordjylland, og hvert år var der store gåsedrifter ned gennem Jylland, hvorefter gæssene blev solgt i Sønderjylland eller på Fyn. En del af gæssene blev også eksporteret.

Forrige år tog ræven vores gæs, og de gæs vi kunne skaffe var ikke den rene race. I år har vi dog fået nogle æg fra den gamle race. Disse æg har vi ruget ud i vores rugemaskine, så vi håber, vi nu kan få en bestand af Landgæs.

Sortbroget Dansk Landracesvin

Sortbroget Dansk Landracesvin stammer fra den gamle landrace, som kan føres helt tilbage til det Jyske Svin.

I 1800-tallet producerede man store tunge svin med et tykt spæklag – som for eksempel Landracesvinet – blandt andet fordi det tyske eksportmarked ønskede dette. Men i slutningen af 1800-tallet stoppede denne eksport, og målet blev nu det engelske baconmarked.

Et intensivt avlsarbejde bar frugt og resulterede i et længere og lettere svin, som gjorde, at Danmark i mange år opnåede betydelige overpriser på det engelske marked.Ligesom andre af de gamle husdyrracer er Sortbroget Dansk Landracesvin en truet race, og der findes kun ganske få avlere over hele landet.