Landhåndværk, pålægskagemand og generalforsamling

Boldrup Museumsforening lover alle en aften med føde til både krop og sjæl.

23. april 2024 fra kl. 18.30
Boldrup Museum, Ørnbjergvej 13, Boldrup, 9610 Nørager

Husmand Kræn Mikkelsen, der for 100 år siden ejede den ejendom, der i dag udgør Boldrup Museum, supplerede sin indtægt fra det lille husmandssted ved at lave snedkerarbejde i omegnen.

Det er derfor meget passende, at man i forbindelse med Boldrup Museumsforenings generalforsamling 23. april kan høre et foredrag om netop landhåndværk. Til at fortælle om dette har museumsforeningen allieret sig med en særdeles kompetent person, nemlig Gudrun Gormsen, det gennem en årrække var direktør på Hjerl Hedes Frilandsmuseum, og som også at skrevet bøger om dansk landbrugs historie og artikler om bl.a. landhåndværk. Og så var Gudrun Gormsen faktisk også en af de første museumsinspektører ved det daværende Sydhimmerlands Museum og dermed også Boldrup Museum. Så det er en både kompetent og lokalt tilknyttet foredragsholder, det er lykkedes museumsforeningen at få fat på denne aften.

Inden foredraget afholdes den ordinære generalforsamling i Boldrup Museumsforening kl. 19.00, hvor man bl.a. kan høre om det forgangne år og om planerne for museumsforeningens fremtidige arbejde.

Aftenen starter allerede kl. 18.30, hvor Boldrup Museumsforening inviterer på pålægskagemand, så aftenens gæster kan få en særdeles nem – og ganske gratis – aftensmad.

Alle er velkomne.