I dag bombarderes vi med informationer fra alle sider, og der findes et hav af platforme, man kan kommunikere på. Det gælder naturligvis også landets regering, og senest under coronakrisen kunne vi live-streame fra et utal af pressemøder med information til befolkningen om, hvordan den skulle agere i den krisesituation. Under den kolde krig var mulighederne få sine budskaber ud noget mere begrænsede, men truslen om en forestående atomkrig skabte et behov for at informere borgerne om, hvordan de skulle forholde sig, hvis krigen kom. Der var dog noget delte meninger om, hvor megen information landets borgere skulle have.
I år er det 60 år siden, alle danske husstande modtog en pjece med navnet ”Hvis krigen kommer”. Pjecen skulle informere befolkningen om, ”… hvad enhver kan og skal gøre” før og under et eventuelt krigsforløb. Mange lande udarbejdede lignende foldere under den kolde krig, og i de senere år har flere lande – blandt dem – Norge, Sverige og Tyskland valgt at genoptrykke pjecerne i en opdateret version.
Samme beslutning har man ikke taget i Danmark. Og det er ingen ny ting, for også under den kolde krig, var regeringen langt mere tilbageholdende med at informere befolkningen om en krigs konsekvenser, end både NATO og den danske civilforsvarsstyrelse anbefalede. Det bliver tydeligt hvis man dykker ned i forhistorien til ”Hvis krigen kommer”.
Undgå panik
”Hvis krigen kommer” var – på linje med alt andet informationsmateriale – et element i det såkaldte psykologiske beredskab. Det havde først og fremmest til formål at holde befolkningens moral oppe under et krigsforløb, så man sikrede, at den stadig gik på arbejde, holdt stand over for rygter og propaganda og – ikke mindst – bevarede roen og ikke gik i panik.
I NATO, som udstak de overordnede rammer for den civile beredskabsplanlægning, blev det psykologiske beredskab tillagt en enorm betydning. Her frygtede man, at befolkningen, hvis ikke den var velforberedt og trænet, ved et krigsudbrud ville gå i panik og – frit oversat – ”… forvandles til en uorganiseret og udisciplineret pøbel med alle de konsekvenser, som det ville indebære”.
Det var derfor helt afgørende at gøre alt, hvad der var muligt, for at forberede befolkningen mentalt – især gennem information og uddannelse, og hvis muligt kombineret med fysiske forberedelser som fx oplagring af fødevarer, evakueringsøvelser eller etablering af private beskyttelsesrum.
NATOs anbefalinger
I Danmark fulgte man helt overordnet NATOs anbefalinger tæt, når det kom til planlægningen af det civile beredskab. Koldkrigsbunkeren REGAN Vest er næsten én til én bygget efter alliancens retningslinjer, og også på andre områder fulgte man trop – endda i en grad der gjorde, at Danmark blev betegnet som alliancens ”duks”.
Kun ét sted skilte landet sig ud, og det var lige præcis på det område, der handlede om at informere og forberede befolkningen på en krig. Af grunde, der fortaber sig lidt i det uvisse, ønskede regeringen mindst mulig opmærksomhed om den civile forsvarsplanlægning – også når det kom til sådanne forhold, der ellers direkte ville afhænge af befolkningens reaktion.
Civilforsvarsstyrelsen uenig
Beslutningen var helt og holdent regeringens. I Civilforsvarsstyrelsen, som i en krigssituation skulle varetage redning og evakuering af befolkningen, var man dybt uenig i strategien. Her ønskede man, på linje med NATO, at gå bredt ud med information på alle planer.
I et forsøg på at vende stemningen på ministergangene henviste man til især Sverige, der havde sendt adskillige informationsfoldere ud, og yderligere afholdt store evakueringsøvelser – en enkelt af dem endda med selveste Kongen som frontperson.
Op gennem 1950’erne udarbejdede Civilforsvarsstyrelsen adskillige udkast til foldere, der dog alle blev skrinlagt, før de blev trykt. Men i 1958 så det endelig ud til, at der var opbakning til projektet.
En plakat til danskerne
Civilforsvarsstyrelsen havde det år lavet et forslag til en plakat, der ved hjælp af tekst og illustrationer skulle informere danskerne om ”… virkningerne af de nye våben samt kendskab til, hvorledes man kan søge beskyttelse”. Tanken var, at familierne skulle hænge plakaten op i entreen, og når netop plakatformatet blev valgt, så skyldtes det, at Civilforsvarsstyrelsen tvivlede på, om danskerne rent faktisk gad læse en længere pjece.
Et ministerråd gav i foråret grønt lys til at færdiggøre plakaten, men til Civilforsvarsstyrelsens store fortrydelse afviste finansudvalget at bevillige støtte til trykning og distribuering. Hvad der førte til udvalgets – og dermed regeringens – afgørelse vides ikke med sikkerhed. Men måske ligger lidt af forklaringen i, at nogle af plakatens råd faktisk var umulige at følge. Bl.a. hed det under punktet ”Evakuering”, at ”… den bedste beskyttelse er ikke at være, hvor angrebet finder sted”. Det er helt sikkert rigtigt – men taget i betragtning, at informationsmaterialet skulle tjene til at opretholde befolkningen håb og moral var det måske ikke den mest beroligende og konstruktive melding at give.
En pjece fra statsministeren
Finansudvalgets afslag betød, at endnu en kuldsejlet informationsforsøg kunne føjes til rækken. Først med udsendelsen af ”Hvis krigen kommer” i 1962 lykkedes det endelig at få en samlet information ud til befolkningen, og denne gang med statsministeriet som afsender.
I forordet kunne statsminister Viggo Kampmann således forsikre danskerne om, at selv om faren for en atomkrig ikke var drevet over, så var både militæret og regeringen og velforberedt, og også som privatperson var der ting, man kunne gøre. Ja faktisk ikke bare kunne, men burde man gøre noget, for – som statsministeren alvorligt pointerede – så var befolkningens og samfundets mulighed for at overleve ”… i høj grad afhængig af, hvad hver enkelt i fredstid har forberedt at ville gøre i en krigssituation”. Hvis krigen kommer” var første – og hidtil eneste – gang en dansk regering er gået så bredt og direkte ud med beredskabsinformation til befolkningen. Om vi nærmer os det tidspunkt, hvor Danmark – på linje med Sverige og Norge – finder tiden inde til at udsende en opdateret folder, kan kun tiden vise.
