Kom gratis på museum – den landsdækkende kulturuge K7 rammer Aalborg

Du kan blandt andet komme gratis ind på Aalborg Historiske Museum, hvor du i udstillingen Oprør i Nordjylland kan se en massegrav fra 1534 med ofre fra Stormen på Aalborg under Grevens Fejde. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Er du under 27, så kan du komme gratis på museum i hele uge 37. Fra 7. til 13. september er der nemlig gratis entré på 70 forskellige museer over hele landet – og i Aalborg gælder det blandt andet Aalborg Historiske Museum og Lindholm Høje Museet.

Har du ikke fået set den populære og anmelderroste udstilling Oprør i Nordjylland på Aalborg Historiske Museum, eller har du lyst til at besøge Nordeuropas største gravplads fra vikingetiden, som ligger ved Lindholm Høje i Nørresundby, så har du nu chancen for at opleve det ganske gratis.

Udover museerne i Aalborg, er også andre af Nordjyllands Historiske Museums afdelinger med i den landsdækkende kulturuge K7. Du kan derfor også – ganske gratis – besøge Cirkusmuseet i Rold, Vikingerne på Fyrkat ved Hobro, Lystfartøjsmuseet på Hobro havn, Hobro Museum, Hadsund Egnssamling og Møllehistorisk Samling samt Mariager Museum – hvis du altså er under 27 år.

Kulturuge K7 følger op på en sommer, hvor en række museer har tilbudt halv pris på entréen med stor succes. Modsat sommertilbuddet med halvpris, så henvender K7 sig specielt til den yngre målgruppe. Alle under 27 opfordres derfor til at tage sine venner under armen og få en solid kulturinsprøjtning efter flere måneder med lukkede museer over hele landet, og med festivalen K7 får de unge nu mulighed for at opleve museernes mange tilbud ganske gratis. For især blandt unge gør prisen en forskel, og den afholder ofte unge fra at indløse billet. Den barriere bliver med K7 nu fjernet.

Men det stopper ikke her. Du opfordres nemlig til at dele dine museumsoplevelser på det sociale medie Instagram under hashtagget #7dageskultur, og er du den person i Danmark, som besøger fleste steder i uge 37, så kan du vinde syv årskort til dig og dine venner. Så er du sikret kulturoplevelser det næste års tid. Se mere på goldendays.dk

Det er den københavnske festival Golden Days, der står bag den nye kulturuge K7, og håbet er, at flere unge vil bruge museerne. I alt 70 museer og oplevelsescentre over hele Danmark er med – se den samlede liste her

Skrevet 31. august 2020