Mange epidemier har hjemsøgt Aalborg i historiens løb. Den sidste store epidemi var koleraen i 1853, der ramte omkring 10 % af byens indbyggere. Epidemien begyndte i København i juni, hvor den havde kostet tusinder livet. I Aalborg ventede man derfor koleraens ankomst med bange anelser.

Aalborg var i 1850’erne Danmarks mest sundhedsfarlige by at leve i. Den høje dødelighed skyldtes især de stinkende åer gennem byen. I åerne vaskede man tøj, her druknede man overflødige hunde og katte, og samvittighedsløse borgere tømte latrinerne ud i åerne i ly af natten. Det var fra disse åer, at de fleste hentede deres vand til husholdningen. Aalborg var derudover en gammel by, tæt og snævert bebygget med overbefolkede fugtige bindingsværkshuse, hvor en smitte hurtigt kunne brede sig.

27. juli kom det første forvarsel om koleraens komme. Her ankom dampskibet Cimbria fra København med to besætningsmedlemmer, der var døde af kolera. 5. august blev det første dødsfald af kolera i Aalborg anmeldt: En fattig arbejderske i Søndergade var bukket under. Fra den dag spredte smitten sig eksplosivt fra gade til gade, fra kvarter til kvarter fra øst til vest. Epidemien sluttede først 7. oktober 1853. Da havde 764 af byens 7.745 indbyggere haft kolera, og over halvdelen af de smittede – 409 aalborgensere – var døde.

Hvidløg mod kolera

Til at begynde med vidste man ikke rigtig, hvordan kolera smittede. Først i 1854 blev det påvist, at kolera smitter via forurenet drikkevand.

Politiet proklamerede, at man skulle holde rent på gader og stræder og sørge for udluftning. Endvidere skulle man holde sig fra fede, ufordøjelige, sure og berusende spiser og drikke – blandt andet moden frugt, brændevin og øl.

Den panikslagne befolkning greb til alle midler. Der blev reklameret for kobberplader til at hænge om halsen, og særlige fingerringe, der skulle holde koleraen på afstand. Gartner Waldbuhm annoncerede i Aalborg Stiftstidende, at man hos ham kunne få hvidløg til at bære på brystet som et beskyttelsesmiddel mod kolera.

En kolerabåre

I dag er koleraepidemien i 1853 heldigvis langt borte, men på Nordjyllands Historiske Museums magasin findes en berygtet genstand fra koleraens hærgen i Aalborg. I museet samling findes denne sygebåre, der blev brugt til at transportere koleraens ofre til lazaretterne i Aalborg.

Af udseende minder båren på en måde om den kiste, som halvdelen af de syge senere skulle ende i. I båren var der en madras, stoppet med hø og en hovedpølle. I låget var der dog et par små ruder, der gav lidt lys.

Der var ikke tid til at skifte eller rengøre båren mellem patienterne, så var man derfor ikke syg i forvejen, så blev man det, og borgerne så på båren med rædsel. En stakkels mand skrev fortvivlet i sin dagbog:

”Nu bar de min kjære hustru bort i denne dødens gondol. Gid hun dog var blevet sparet for denne rædsel!”

Et af de mange dødsfald i Aalborg, som vi kan sætte navn på, er Kaptajn H.B. Prunst. Han var den eneste af garnisonens officerer der døde af koleraen. Han blev efter sigende smittet, da han rettede på en arm, der stak ud af en ligvogn, han kom forbi. To dage efter kaptajnens dødsfald døde hans kone, og hans oppasser fulgte også med.

Rent drikkevand efter koleraen

Kolera er en meget smitsom mave-tarmsygdom, der skyldes bakterien vibrio cholerae. Sygdommen kan bryde ud allerede en dag efter, man er blevet smittet. Sygdommen smitter via forurenet vand eller mad, og bryder ofte ud i overbefolkede områder med dårlig hygiejne.

Kolerapatienter får kraftig diarre og opkastninger, der giver stort væsketab på op til en liter i timen. Blodsukkeret falder, og kredsløb og nyrer svigter. Sygdommen er livstruende, hvis man ikke bliver behandlet i tide.

Men det var først i 1854, altså da koleraepidemien i Aalborg var ovre, at fandt man ud af, at kolera skyldes forurenet drikkevand.

Det betød, at Aalborgs kommunalbestyrelse i tiden efter epidemien for alvor fik gang i arbejdet med at få etableret et vandværk. I 1854 blev der derfor lagt 14 kilometer vandrør ind til Aalborg fra det nyoprettede vandværk ved Blegkilde.