Internationalt forskerhold: Fyrkat undersøges med avanceret teknologi

Med avanceret teknologisk udstyr spændt efter terrængående maskiner vil forskere gennemlyse jordlagene ved Fyrkat og forhåbentlig hente ny viden om ringborgen. Her ses maskinen ved Stonehenge i England. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Et nyt storstilet projekt skal – uden at sætte en skovl i jorden – give ny viden om fire af vikingetidens fem ringborge: Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense og Borgring ved Køge. Projektet vil, med hjælpe fra de førende eksperter på området og ved brug af avanceret teknologisk udstyr spændt efter terrængående maskiner, gennemlyse jordlagene og dermed hente ny viden frem om borgene, helt uden at forstyrre dem.

Eksperterne består af et forskerhold fra Ludwig Boltzmann Instituttet på universitetet i Wien. Ved hjælp af avanceret opmåling af forskellene i jordlaget kan forskerne se arkæologiske strukturer som f.eks. volde, voldgrave samt måske også huse og veje.

Forskerholdet har erfaringer fra en række af Europas væsentligste fundsteder, som f.eks. Stonehenge i England og senest ved fundet af en skibsgrav fra vikingetiden i Norge.

Nu er turen kommet til Danmarks ringborge fra vikingetiden. Harald Blåtand lod borgene opføre omkring år 980, og de har udgjort kæmpemæssige bygningsværker, der med deres jævne fordeling over landet har været væsentlige i samlingen af riget og forsvaret mod ydre fjender.

Det er håbet, at analyserne kan vække den skjulte borg ved Nonnebakken i Odense til live, og at de endnu ikke udgravede dele af Aggersborg, Borgring og Fyrkat kan kaste ny viden af sig.

Stærkt samarbejde

Undersøgelserne er resultat af et samarbejde mellem Odense Bys Museer, Nordjyllands Historiske Museum, Vesthimmerlands Museum, Museum Sydøstdanmark, Aarhus Universitet og Ludwig Boltzmann Instituttet for Archaeological Prospection and Virtual Archaeology i Wien.

Opmålingerne foretages i slutningen af marts, hvor maskiner med det teknologiske udstyr spændt efter sig vil køre over arealerne. Efterfølgende forestår et stort tolkningsarbejde, som foretages af de danske arkæologer og forskerholdet fra Wien i et tæt samarbejde.

På baggrund af tidligere arkæologiske udgravninger formodes det, at Fyrkat har set ud som på denne tegning, da Harald Blåtand byggede ringborgen i år 980. Tegning: Holger Schmidt

Skrevet 14. marts 2019