Hobro under besættelsen

Introduktion

Gå i Gestapos og modstandsbevægelsens fodspor på denne byvandring om Hobro under besættelsen for 9. klasser. Her møder eleverne modstandsbevægelsens skjulte operationer og samarbejde med lokale myndigheder, Gestapos brutale aktioner, det private vagtværns forsøg på at skabe orden i den politiløse tid og meget mere – og de prøver at stå i et lavloftet, fugtigt beskyttelsesrum fra krigens tid.

Undervisning

Byvandringen bringer eleverne rundt til en række udvalgte steder i byens gader, hvor krigens hændelser udspillede under besættelsen i Hobro. Vi begynder på hjørnet af Adelgade og Jernbanegade, hvor modstandsmanden Holger Clausen blev taget af Gestapo i marts 1945. Efter det dramatisk anslag taler vi kort om den nationale og globale situation under 2. Verdenskrig fra krigsudbruddet til 1945. Turen går videre til Adelgade 23, hvor eleverne hører om nogle hektiske dage sidst i 1944, hvor jysk fordelingscentral for nedkastninger af forsyninger fra England havde hemmeligt skjulested her.

Vi fortsætter videre til Store Torv, hvor et privat vagtværn flyttede ind i den politiløse tid efter 19. september 1944. Her kæmpede det mindst én gang for at forhindre borgerne i at begå selvtægt. Vi vandrer videre til mindestenen for de lokale ofre under 2. Verdenskrig på Rørholmsgade, hvor eleverne hører om Holger Clausen og andres triste skæbne. Bagefter træder vi ind i et lille beskyttelsesrum fra krigens tid i Vestergade og får historien om, hvorfor de danske myndigheder i al hast byggede mange af dem i krigens sidste år.

Bagefter stopper vi ved Hobro Kirke, hvor Gestapo havde kontor på hjørnet, og besættelsesmagten havde hvervekontor for Østfrontsfrivillige overfor kirken. Vi slutter af foran Hobro Arrest, hvor lokale borgere blev dømt under retsopgøret efter besættelsen.

Målgruppe

Grundskole, 9. klasser.

Fag

Historie

Kompetenceområder/færdighedsmål

Der bliver blandt andet arbejdet med følgende punkter fra Historie, Fælles mål i byvandringen:

Historiebrug:

Eleven kan forklare samspil mellem fortid, nutid og fremtid

Eleven har viden om historiske fortællingers brug i et samtids og fremtidsrettet perspektiv

Eleven har viden om sammenhænge mellem fortidsfortolkninger, nutidsforståelser og fremtidsforventninger

Eleven har viden om faktorer, der kan påvirke historisk bevidsthed

Kildearbejde:

Eleven har viden om kildekritiske begreber

Byvandringen berører følgende punkter i Historiekanon:
Stormen på Dybbøl 1864 (erindringen og læren af nederlaget i 1864 som politisk erfaring op til og under 2. Verdenskrig)

Augustoprøret 1943

Fakta om tilbuddet

Hvornår: Hele året

Varighed: 1 time

Pris: 600 kr.

Sted

Hobro by

Kontakt og bestilling

Museumsinspektør Lykke Olsen 31994171