Historisk Festival 2022

Fri entré og masser af gratis arrangementer

Sidste år skiftede vi navn til Nordjyske Museer og for at vise, hvor mange spændende udstillingssteder og arrangementer, der gemmer sig bag navnet, inviterede vi publikum gratis indenfor i en hel uge. Vi kaldte arrangementet Historisk Festival, og selv om vi blev ramt af coronarelaterede sognenedlukninger, var festivalen en stor succes med mange glade gæster, og derfor inviterer vi til festival igen i år.

Denne gang løber Historisk Festival over en weekend op til sæsonstart på mange af vores afdelinger. Lørdag 30. april og søndag 1. maj er der således fri entré til en række museer, lige som vi udbyder byvandringer, foredrag og andre spændende arrangementer ganske gratis.

Da der er et begrænset antal pladser, skal man booke en billet på forhånd. Det er muligt at booke sine billetter fra onsdag 20. april kl. 10 via linker her. Da museet ønsker, at så mange mennesker som muligt kan tage del i oplevelserne, kan man maks. booke to billetter pr. transaktion.

Åben udgravning, udstilling om Cirkus Miehe, stenalderdage, vikingelege på Fyrkat, forskellige foredrag og byvandringer – det er blot nogle af de mange arrangementer, museumsgæster kan opleve ganske gratis. Hele festivalprogrammet kan ses her.