Heksen og Trolden i den magiske skov

Introduktion

Den gamle danske folketro rummer masser af historier om både hekse og trolde. Oplev de spændende fortællinger og bliv selv en del af heksens eller troldens liv i museets magiske skov, hvor træerne har ansigter, og hvor fantasien og eventyret har frit spil.

Undervisning

Vi starter i den gamle lavloftede skolestue, hvor vi i tællelysets skær hører nogle af de gamle historier om trolde, hekse og andet troldtøj. Efter en tur rundt til museets dyr går turen til den magiske skov bag museet, hvor det på forunderlig vis altid lykkes at møde enten en heks eller trold.

Heldigvis er både Heksen og Trolden meget venlige, og sammen med Heksen eller Trolden oplever børnene forskellige ting i skoven. Måske slutter dagen med en omgang heksesuppe over bål, eller måske er børnene
så heldige, at de får lov til at smage Troldens hjemmelavede saft.

En magisk dag med masser af læring om både natur, historie og kultur. En dag som gør et stort indtryk på børnene.

Emnet er oplagt at bruge i danskundervisningen, når der arbejdes med eventyr. Også særdeles velegnet som optakt til eller del af en temauge. Kan også bruges tværfagligt med fx fagene natur og teknologi, billedkunst og musik.

Målgruppe

Grundskole 0.-3. kl.

Fag

Dansk, Natur/teknologi

Kompetenceområder

Dansk:
Fortolkning. (Tekster forstås her som de fortællinger, børnene møder under besøget.)

  • Eleven kan følge forløbet i en fortælling
  • Eleven kan sætte tekstens tema i relation til eget liv
  • Eleven kan sætte tekstens tema i relation til andres liv

Kommunikation:

  • Eleven kan veksle mellem at lytte og ytre sig
  • Eleven kan deltage i rollelege og rollespil

Fakta om tilbuddet

Hvornår: Hele året.
Varighed: 3 – 5 timer; afhænger af antal aktiviteter. Aftales i forbindelse med bestilling.
Pris: 900 kr. Skoler i Rebild – og Mariagerfjord kommune kan benytte tilbuddet gratis.
Optimalt 25-27 elever. Der kan aftales alternative programsammensætninger ved større grupper.
Emner: Gammel dansk folketro, eventyr, bondegårdsdyr

Sted

Boldrup Museum
Ørnbjergvej 13
9610 Nørager

Læringstilbuddet kan også gennemføres på skolen og et nærliggende naturområde.

Faciliteter på stedet

Boldrup Museum er et lille husmandssted med stuehus, have, marker og dyrehold, som det har set ud omkring år 1900. Dyrene er altid en del af et besøg.

Museet ligger naturskønt på kanten af Simested ådal med en natursti langs åen, en magisk skov med snirklede stier og et stort udkigstårn med en fantastik udsigt. I skoven findes desuden heksens lille stråtækte hus. Det er muligt at spise medbragte madpakker både ude og inde alt efter vejrforhold.

I den moderne undervisningsbygning findes toiletter, handicaptoilet, køkken, køleskab, wifi, projektor.

Til museet hører en lejrplads med seks lukkede shelters, servicehus med toilet, bruser, lille køkken med køleskab, to kogeplader, kaffemaskine og stor bålplads med brænde.

Læs mere her

Kontakt og bestilling

Boldrup Museum
Naturvejleder og museumsformidler Gert Rubæk
Tlf.: 31 99 41 79,
Mail: [email protected]

Tilbage til Læringstilbud på Boldrup Museum