Harald Blåtands vikingeborg Fyrkat ved Hobro blev i september officielt optaget på UNESCOs verdensarvsliste sammen med de fire øvrige danske ringborge. Nordjyske Museer, som Fyrkat er en del af, sætter derfor turbo på arbejdet med en ny udstilling, som blandt andet indeholder en del spændende fund fra Fyrkat. Det sker i samarbejde med udstillingsarkitekter fra Kumulus Agency.
Med udnævnelsen til verdensarv er interessen for Fyrkat og de fire andre ringborge – Aggersborg, Borgring, Nonnebakken og Trelleborg – steget markant. Allerede nu kan man konstatere, at besøgstallet på Fyrkat næsten er fordoblet.
Det stiller krav til formidlingen af ringborgenes historie, hvis de mange besøgenes forventninger skal indfries. Derfor har Nordjyske Museer sat gang i arbejdet med at skabe en ny udstilling ved Fyrkat. Her skal historien om Harald Blåtands ringborge fortælles, og en del af de mange fund fra udgravningen af Fyrkat bliver i den forbindelse udstillet.
Vølven – kongens og gudernes rådgiver
Nordjyske Museer har valgt arkitekttegnestuen Kumulus Agency som rådgiver på udstillingsopgaven. I samarbejde med museets arkæologer og udstillingsteam skal den bistå museet med den nye udstilling, som blandt andet har fokus på den helt særlige vølvegrav, som blev fundet ved Fyrkat under udgravningerne i 1950’erne.
Vølven var i asatroen en kvindelig kultleder eller præstinde, der besad så stærke kræfter, at selv gudernes konge Odin havde brug for hendes råd. Vølverne fungerede også som kongens rådgiver, og ikke mindst kunne de udføre magi, der kunne sikre krigslykken, sørge for frugtbarhed eller god jagt.
Vølven blev begravet ved Fyrkat i ladet fra en vogn – en såkaldt vognfadding – sammen med en række meget specielle genstande, deriblandt en vølvestav, drikkehorn, et dåsespænde samt en amulet af sølv, der forestiller en lille tronstol. Den er måske symbolet på det sæde, som vølven sad på under sine seancer.
Et privilegie at arbejde med verdensarv
Hos Kumulus Agency er en udstilling på Fyrkat ikke en helt almindelige opgave.
”Sikke en fantastisk opgave! Det er et privilegie at få lov til at tegne en udstilling så tæt på UNESCO verdensarv. Desuden bliver det spændende at få lov til at sætte fokus på en kvindelig magtskikkelse, nemlig vølven, som er begravet ved Fyrkat. Selvom det handler om en historisk skikkelse, indeholder vølvens fortælling mange aspekter, der er helt relevante for nutidsmennesker,” siger Jens-Erik Thøgersen, arkitekt og partner ved tegnestuen Kumulus Agency.
Foruden fund fra selve Fyrkat, vil de nyligt fundne sølvskatte fra Bramslev også indgå i udstillingen. De er efter aftale med Nationalmuseet overdraget til Nordjyske Museer for at blive udstillet på Fyrkat. Sølvskattene indeholder en stor mængde nyslåede Harald Blåtand mønter, som er den første kendte danske møntøkonomi. Møntskatten vidner om den stærke kongemagt, som kunne bygge ringborge og slå mønter – de er dermed med til at fortælle og nuancere historien om ringborgene.
Formidlingen højnes
Nordjyske Museer har tidligere arbejdet sammen med Kumulus Agency i forbindelse udstillingerne i velkomstbygningen ved Koldkrigsmuseet REGAN Vest.
”Vi har i forbindelse med REGAN Vest haft et rigtig godt samarbejde, og vi ser frem til igen at skulle arbejde sammen. Med Kumulus Agency ombord tør jeg godt love, at den nye udstilling ved Vikingeborgen Fyrkat bliver en markant højnelse af formidlingen af Fyrkats og vikingeborgenes historie generelt,” siger Lars Christian Nørbach, direktør ved Nordjyske Museer.
Den nye udstilling indrettes i nyistandsatte lokaler på Fyrkat Møllegård, der ligger få hundrede meter fra selve borgområdet. Den forventes at åbne i sensommeren 2024.
Den kommende udstilling samt en opgradering af Vikingemuseet Fyrkat som en heldagsattraktion har blandt andet modtaget økonomisk støtte fra Mariagerfjord Kommune, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Jutlander Bank Fonden, Knud Højgaards Fond, Spar Nord Fonden, Nordea-fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.