Fyrkat bliver vigtigt knudepunkt på Hærvejen

Sådan kommer det nye velfærds- og multihus til at se ud. Det er lokaliseret tæt ved Fyrkat Møllegård, og fra det nye hus vil der være direkte udsigt til selve ringborgen. Illustration: F1 Arkitekter

Nyt velfærdshus ved Fyrkat skal tiltrække cykelturister

Fyrkat og Hærvejen knyttes nu endnu tættere sammen. Et nyt velfærds- og formidlingshus ved vikingekongen Harald Blåtands ringborg Fyrkat bliver fremover en integreret del af Hærvejens cykelrute og skal være med til at styrke området som destination for både vandrere, cyklister og andre kulturinteresserede.

Det nye velfærds- og multihus får en central placering ved Fyrkat Møllegård tæt ved ringborgen. Her vil besøgende få adgang til shelterpladser, madpakkerum, toiletter og bad. Et formidlingslag i huset sætter samtidig fokus på rejse og transport i vikingetiden.

”Fyrkat bliver med det nye hus et naturligt stop på Hærvejen, hvor fortid og nutid mødes. Vi skaber et sted, hvor besøgende ikke bare kan holde pause, men også få en dybere forståelse af områdets historiske betydning og de ruter, der har bundet landskabet sammen gennem årtusinder,” siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach.

Formidlingen i huset tager udgangspunkt i, hvordan man i vikingetiden kunne ankomme til Fyrkat – til fods, til hest, i vogn eller via vandvejene. Ringborgene indgik dengang i et stærkt strategisk netværk, hvor afstanden mellem borgene svarede til omtrent en dagsrejse til hest. Med placeringen ved Hærvejen trækkes en tydelig linje fra fortidens færdselsårer til nutidens rekreative ruter.

Byggeriet af det nye Velfærds- og multihus ved Fyrkat er allerede gået i gang og forventes at stå færdigt til efteråret. Foto: Vikingemuseet Fyrkat

Raunstrup A/S har vundet entreprisen, og anlægsarbejdet er netop gået i gang, og huset forventes at stå færdigt i efteråret 2026. Det nye hus er tegnet af F1 Arkitekter Hobro og er udformet med respekt for de historiske betydninger omkring Fyrkat.

Projektet er støttet af Nordea-fonden med 7,3 millioner kroner og skal være med til at åbne området yderligere op for offentligheden.

”Fyrkat-projektet bliver et vigtigt bindeled, der bidrager til at åbne et nyt, utrolig smukt område op, så langt flere lokale og besøgende kan komme ud i det fri – til oplevelser, vandring og cykling. Projektet er bredt funderet hos mange partnere, og vi glæder os over at der er en stærk sammenhæng med Hærvejen, så brugerne herfra får glæde af de nye faciliteter – det bliver en kæmpe gevinst for alle borgere i området,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

Med projektet styrkes Fyrkat som destination og samlingspunkt, ikke kun som en af Danmarks mest markante vikingeborge, men også som et levende stop på Hærvejen, hvor natur, historie og moderne friluftsliv mødes.