Den gamle skolestue: Anskuelsestavler

Udenadslære og terperi var dagligdag i 1800-tallets skoler, men der var også fremsynede pædagoger med et fremskridtsvenligt og moderne børnesyn – også set med nutidens øjne. Det pædagogiske princip var, at barnet skulle lære at tænke selv ved at observere og betragte sin omverden og fortælle om det med egne ord.

I år 1900 blev anskuelsesundervisningen til lov: “Ved Samtaler, støttede først til virkelige Genstande, senere tillige til tegning paa Skoletavlen eller til Vægbilleder, søges Barnets Sansning og Forestillingsliv opdraget, ligesom det øves i at udtale sig om, hvad det har iagttaget, og forberedes saaledes for den egentlige Fagundervisning.”

Anskuelsesundervisningen kunne foregå ved at klassen gik ture i naturen og fortalte om, hvad de så. Det kunne også ske ved, at læreren havde noget med, som klassen skulle snakke om. Mange skoler havde også en samling med stenalderredskaber, som blev brugt i historieundervisningen.

Mest kendt er nok de mange anskuelsestavler, der blev sat i produktion fra sidst i 1800-tallet. Store farvestrålende plancher med dyr, geografi, historie, teknik, botanik og meget andet kom til at lyse op i skolestuerne. På det tidspunkt var det en sjældenhed at se billeder – ugebladenes og skolebøgernes billeder var små og sort-hvide.

I 1930’erne begyndte lysbilleder at komme frem i skoleundervisningen, og de erstattede efterhånden brugen af anskuelsestavler.

I den gamle skolestue på Aalborg Historiske Museum kan du se nogle af de omtalte anskuelsestavler.

Stenalderen

Nogle af de mest kendte anskuelsestavler viser scener fra Danmarks oldtid. De er tegnet af T. Sillassen og udkom i 1925. Tidligere havde oldtidsundervisningen mest handlet om sagnkonger og nordisk mytologi, men de nye billeder havde en anderledes videnskabelig tilgang. Anskuelsestavlerne viser, hvordan de dengang kendte arkæologiske fund kan have været brugt i praksis. Samtidig fortæller anskuelsestavlerne også noget om, hvordan man så på verden i 1925. Kvinder og piger laver mad, mænd og drenge går på jagt og hugger flint. Alle er velnærede, rene og lyse i huden.

De to tavler man kan se her, viser en boplads fra jægerstenalderen og fra bondestenalderen.

Den store verden

Det var de færreste børn, der kom ud at rejse, men på anskuelsestavlerne kunne børn fra byen se, hvordan der var på landet, og børn på landet kunne se, hvordan der var i byen. Tavlen her viser det myldrende liv på Højbro Plads i København. Midt i billedet garanterer den stoute politibetjent, at lov og orden bliver opretholdt. Sporvogne og rytterstatuer kendte man ikke i landsbyen, men de to løsgående hunde tilføjer noget genkendeligt.

Mange anskuelsestavler har motiver fra naturhistorien. Meget få børn i datidens Danmark havde været i Zoologisk Have i København og set en krokodille som denne i virkeligheden, men så kunne man tage udgangspunkt i et billede som dette.

Skrevet 15. april 2020