De første tegn på en by det sted, vi i dag kender som Aalborg, stammer fra 700- og 800-tallet i form af en anløbsplads for skibe samt nedgravede grubehuse. Udstillingen fortæller ud fra arkæologiske fund historien om det allerældste Aalborg frem til ca. år 1100.

Anløbspladsen var en blandt mange langs Limfjorden, og den er fra samme periode, hvor den første store bølge af vikingeangreb mod Vesteuropa og England fandt sted. Den har derfor måske spillet en ikke ubetydelig rolle som base for vikingernes togter, og det er formentlig ved pladser som denne, at vikingeskibe blev repareret.

Grubehusene var nedgravede hytter, højst 3-4 meter lange og lidt smallere. Undersøgelser viser, at de blev brugt til vævning af tekstiler til især skibssejl.

I udstillingen kan du blandt andet se tenvægte fra spinding af garn og vævevægte fra den lodrette opstadsvæv, som er fundet i disse grubehuse.

Der har formentlig også været handel og håndværk ved pladsen i Aalborg, men sporene herfra er kun få.

I løbet af 900-tallet udvikler pladsen og grubehusene sig til en mere fast bosættelse. Her byggede en stormand eller konge en befæstning med vold og voldgrav på stedet, og omkring år 1000 blev det til en rigtig by med huse, gader og kirker. Nu var her grunde afgrænset af hegn og grøfter, og der var en egentlig havn i Østerå. De krumvæggede huse lå ganske tæt, oftest med gavlen vendt mod hovedgaden Algade.

Navnet Alabu (Aalborg) optræder første gang i år 1035-1042 på mønter slået her i byen på foranledning af Kong Hardeknud. Hvor de blev slået, ved vi ikke, men der er fundet spor af værksteder med møntslåning ved Budolfi Kirke, der kan dateres til 1074.

Udstillingen rummer flere fund fra det tidlige Aalborg, og du kan blandt andet se kamme af tak og dyreknogle, dragtsmykker, våbenøkser, en foldevægt med vægtlod samt sølvbånd og blanketter til prægning af mønter.