Åbningstider: Mandag-lørdag kl. 10.00-17.30
Træt af den moderne jul? Oplev julen som i de gode gamle dage
Supermarkederne har haft de fabriksfremstillede brunkager og det syntetiske juleslik fremme i flere uger efterhånden, og stormagasinerne har også pyntet op med dette års juletrends. Men selv om mange butikker i disse måneder er fyldt til randen med alverdens jule-tingeltangel, så er et besøg i julebutikken på Aalborg Historiske Museum dog alligevel noget ganske andet – for her bugner hylderne med gammeldags julepynt, som kan bringe enhver af en vis alder tilbage til barndommens jul.
Et museum kan nemt virke støvet og lidt gammelt, men så meget desto mere sandt er det, at det netop er her, man finder den gamle og traditionelle julepynt.
Fredag 1. november åbner museets populære julebutik, hvor den gamle jul kommer til live igen med glaskugler, flettede julehjerter og flagguirlander til juletræet. Man finder også ting som julebukke af halm, helligtrekongerslys, klæbenisser til køleskabet eller vinduerne, gammeldags papjulekalendere og sprællemænd, storke til toppen af juletræet, englespil og meget andet, som de ældre familiemedlemmer med garanti husker fra deres barndom.
Kravlenisser fra Rasmus Klumps far
Kravlenisser har i mange år været blandt de mest populære varer, ikke mindst Brammings klassiske udgave, som blev udgivet første gang i 1947. Nisser, som kan betegnes som de oprindelige og allerførste kravlenisser.
”De er lavet i mange forskellige motiver, blandt andet ’Nissernes Vagtparade’, og de er blevet genoptrykt mange gange. De er virkelig populære, for de er præcis det, folk forbinder med gammeldags nisser,” fortæller museets butiksansvarlige, Vibeke Hvass Mølbak.
”I butikken har vi også andre gamle kravlenisser, nemlig Vilhelm Hansens drillesyge bondegårdsnisser. Han er manden bag Rasmus Klump, men hans nisser er også et kært minde hos mange.”
Det er dog ikke kun kravlenisser, som er populære. Også glaspynt fra Brink Nordic er yderst efterspurgt.
”Det fås i mange forskellige variationer – både i klassisk julestil som tromme, flettet hjerte og dannebrogsflag og i mere historiske motiver som fx en viking, et vikingeskib og Dybbøl Mølle. Der er også lavet en lille postkasse til julekort, hvorpå der står Aalborg. Den er også meget populær,” siger Vibeke Hvass Mølbak.
”Og folk er allerede begyndt at komme forbi for at se, om vi har noget nyt fra Brink, som de ikke har i forvejen – både det klassiske og det lidt mere anderledes. I det hele taget er glaspynt fra Brink Nordic efterhånden blevet et samleobjekt hos mange, og derfor har vi et rigtig stort udvalgt herfra.”
Foruden julepynt rummer butikken også et stort udvalg af klassiske julebøger for børn – lige fra Peters Jul til Astrid Lindgrens Jul i Bulderby og H. C. Andersens Juleeventyr.
Renæssance-gløgg
Foruden julepynt fra gamle dage og klassiske julebøger, så er det også muligt at købe mere eksotiske julevarer som fx Lutendranck. Det er en frisk og krydret gløgglignende drik fra renæssancen, som kan serveres enten varm eller kold.
Ordet Lutendranck stammer oprindeligt fra plattysk og betyder afsiet, krydret vin. Opskriften på denne juledrik har sin oprindelse fra middelalderen, og den indeholder et af datidens meget populære krydderier, nemlig paradiskorn. Det stammer fra Vestafrika, og drikken var derfor ganske eksotisk og kun for det bedre borgerskab.
Udover Lutendranck, så kan man også finde Julesennep fra Svendborg Sennepsfabrik, marmelade fra Hybengaarden samt klassiske lerskåle til risengrød mv. fra Birkerød Pottemageri.
Man kan opleve den gamle, nostalgiske jul i museets julebutik fra fredag 1. november, og man finder den i Algade 48 ved Budolfi Plads – kun ganske få meter fra det store, traditionsrige julemarked på Gammeltorv, der åbner senere i november. Og aalborgenserne har de senere år været vilde med at mærke og opleve den gammeldags julestemning i museets butik – der er til tider voldsom trængsel og alarm, som der synges i den gamle julesang fra 1848.