Vinterferien: Se skeletterne fra kirkegården
Det vakte stor opmærksomhed, da arkæologer fra Nordjyske Museer i november fandt 35 skeletter i forbindelse med etableringen af affaldsmolokker i Niels Ebbesens Gade tæt ved Vor Frue Kirke i Aalborg midtby.
Nu kan du komme helt tæt på de mennesker, som blev fundet.
Tirsdag 20. og onsdag 21. februar bliver nogle af skeletterne nemlig undersøgt nærmere af arkæolog og osteolog Susanne Østergård, der var med til at udgrave skeletterne. Det sker på Vikingemuseet Lindholm Høje – begge dage i tidsrummet 10.00-15.00.
Du kan følge med i, hvordan skeletterne undersøges og analyseres med hensyn til køn, alder og højde. Derudover kan du høre, hvad skeletterne fortæller os om sundhed og fysiske skavanker. Det kan allerede nu afsløres, at langt fra alle havde et let liv.
Vor Frue Kirke stammer fra første halvdel af 1100-tallet, og den fungerede hele middelalderen som sogne- og klosterkirke til et nonnekloster. Selvom klosteret blev nedlagt ved middelalderens afslutning (ca. 1536), fortsatte kirkegården med at være i brug frem til 1806. De fundne skeletter stammer fra 1500-1700-tallet.
Det lille skeletværksted (For de 6-10 årige)
Besøg også det lille skeletværksted, hvor du kan prøve kræfter som arkæolog og udgrave dit eget mini-kranium. Her kan du også være kreativ og blandt andet din egen skeletsprællemand og kraniemaske. Man kan også gå på skeletjagt i udstillingen og vinde en præmie.
Det er åbent mandag-fredag i uge 8 kl. 11.00 -14.30.
Det koster 25 kr. at besøge skeletværkstedet.