Sankthansaften ved Lindholm Høje

Sankthansaften ved Lindholm Høje

Traditionen tro inviterer Nordjyske Museer i samarbejde med Café Lindholm til en stemningsfuld sankthansaften på det naturskønne område ved Vikingemuseet Lindholm Høje. I år holdes båltalen af forfatter Jens Smærup Sørensen.

Allerede kl. 16 tændes grillen, og boderne med mad- og drikkevarer åbner på pladsen udenfor museet. Her kan du blandt andet købe pølser, helstegt pattegris med kartoffelsalat eller en vegansk udgave af chili con carne. Til maden kan man blandt andet nyde flere forskellige sommervine fra Degustation, specialkaffe fra Peter Larsen eller læskende fadøl fra Thisted Bryghus. Museet opfordrer gæster til at komme tidligt, medbringe et tæppe og hygge sig i det forhåbentlig gode danske sommervejr.

Indenfor frister Café Lindholm fra kl. 17.30 med en lækker treretters gourmetmenu med blandt andet letrøget kulmule, perlehøne med med duet af gulerod og cremet sauce skildt med purløgsolie samt hjemmelavet koldskål med danske jordbær. Bordbestilling er nødvendig. Læs mere på cafelindholm.dk.

Kl. 17-20 spiller DJ Flis på terrassen og sikrer den perfekte sommerstemning for alle gæster – både ude og inde.

Senere på aftenen – nærmere bestemt kl. ca. 20.45 – holder forfatter Jens Smærup Sørensen årets båltale. Han suppleres blandt andet af toner fra den danske sangskat ved kammerkoret Coro Misto. Bålet tændes ca. kl. 21.

Kammerkoret Coro Misto, der består af sangere fra miljøet omkring Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg Universitet og det øvrige musikliv i Aalborg. Koret har eksisteret siden 1991. I den periode har det gennem koncerter og radiooptagelser markeret sig i det nordjyske musikmiljø som et kammerkor af høj standard. Koret dirigeres af Søren Birch. I 2000 blev Coro Misto optaget i Foreningen Danske Kammerkor. Denne midsommeraften er det primært den danske sangskat, der er på repertoiret, og koret synger naturligvis for på midsommervisen, mens bålet brænder.

Program

Kl. 16-22 Grillen og boderne er åbne
Kl. 17-20 DJ Flis spiller på terrassen
Kl. 20.45 Båltale ved Jens Smærup Sørensen
Kl. 21 Sankthansbålet tændes

Forud for sankthansarrangementet kan du møde båltaler Jens Smærup Sørensen til et særligt forfatterarrangement i samarbejde med litteraturfestivalen Ordkraft. Her kan du opleve ham i samtale med en moderator Johannes Andersen om værket ”En håndfuld grus i andedammen”. Læs mere om det her.