Rundvisning: Oldtiden i Limfjordslandet
Vikingemuseet Lindholm Høje er meget mere end vikinger. På museet kan du også opleve udstillingen Oldtiden i Limfjordslandet, der har fokus på stenalder, bronzealder og jernalder. Lørdag 30. april kan du komme med på en rundvisning i oldtidsudstillingen, hvor arkæolog Karen Povlsen viser rundt med særligt fokus på stenaldermenneskene i Aalborgområdet.
Landskabet og dermed også menneskenes levevis gennemgik store forandringer i løbet af stenalderen (13.000-1.700 f.Kr.). Dengang var vandstanden højere, og området, hvor Aalborg i dag ligger, bestod af flere små øer.
Når man står på Lindholm Høje og kigger ud over Limfjorden, kan man få en fornemmelse af det øhav, som fjorden dannede dengang for ca. 6.000 år siden. Omkring dette tidspunkt indledtes samtidig en af de mest betydningsfulde forandringer i menneskenes levevis i området, i det man begyndte at dyrke landbrug. Man gik fra at være jæger til at være landmand.
Rundvisningen handler om livet i stenalderen gennem store forandringer i landskab og samfund, og foregår både uden for på fortidsmindet Lindholm Høje og i museets udstilling. Den er del af et større stenalder-tema på museet, hvor du også kan få vurderet dine egne stenalderfund samt møde stenalderfolket og se dem demonstrere datidens håndværk. Det hele er en del af Historisk Festival på Nordjyske Museer i weekenden 30. april og 1. maj.
Bemærk, at der kun kan bookes to gratis billetter til rundvisningen pr. transaktion.