Rundvisning Hobro havn

Rundvisning Hobro havn

Svedende havnearbejdere, inspicerende toldere, driftige fabriksejere og glade feriegæster. Hobro havn er historien om en typisk dansk, mindre havn i 1900-tallet, der kan spores tilbage til 1800-tallet. Den fortælling er kun bevaret få steder i Danmark, og nu lancerer Nordjyllands Historiske Museum rundvisninger på havnen, hvor du får hele den brogede historie.

Fortællingen om Hobro havn tager sin begyndelse i 1834, hvor det første bolværk blev etableret. Vi er i en tid, hvor transport over land var langsomt og besværligt, og det nye bolværk gjorde, at skibene nu kunne lægge til helt inde ved land. Det lettede transporten af varer fra ikke bare de allerede eksisterende virksomheder, men også fra de nye som snart efter etableringen af den første havn begyndte at skyde frem i Hobro.

Man udskibede i stor stil korn i 1840’erne og senere også smør, ost og brændevin. Derfor var havnen både hjemsted for svedende havnearbejdere, der læssede og lossede fra de nye pakhuse, og fra 1840 også en tolder i en ny toldbod på havnen. Senere kom et skibsværft og teglværket Vindø til, og et gasværk, der skulle bruge kul transporteret ad søvejen, blev bygget på havnen i 1898. Sidstnævnte var forudsætning for den nye, moderne gas-gadebelysning, som gjorde livet nemmere for hobrogenserne, der før risikerede liv og lemmer ved at gå ud i mørke.

Ikke alt var dog svedende havnearbejdere og industri. Sidst i 1800-tallet blev havnen og fjorden også befolket af glade turister og lokale, der brugte området til at bade og sejle med damper i fritiden. Midt i 1900-tallet var havnen ikke længere vigtig som transport for industri, og i dag rummer en del af den i stedet kulturinstitutioner – blandt andet Lystfartøjsmuseet, som er indrettet i et af havnens gamle pakhuse.

Vedr. coronavirus / COVID-19:

Rundvisningerne afvikles efter de officielle retningslinjer ift. afstand og antallet af deltagere (tilladte forsamlinger).