Rundvisning: Besøg arkæologisk udgravning ved IKEA

Rundvisning: Besøg arkæologisk udgravning ved IKEA

Bag IKEA i Aalborg udgraver arkæologer netop nu flere tusindår gamle spor fra blandt andet bondestenalderen. Besøg udgravningen og hør en arkæolog fortælle om de mange spændende fund – lige fra langhuse til flintredskaber og keramik. Udgravningen sker forud for etableringen af 3. Limfjordsforbindelse. 

I området er der fundet flere huse fra bondestenalderen. Flere af husene har nedgravede gulve, hvor jorden gemmer på rester af dagligliv og håndværk, deriblandt flinteaffald, redskaber og keramik. Alt sammen med til at fortælle historien om de mennesker, der boede og arbejdede her for over 4.000 år siden. 

Særligt ét husgulv skiller sig ud. Her er mere end 200 flinteafslag fra fladehugning dukket op. Det er en teknik, som forfinede flinteredskaber og gjorde, at man blandt andet kunne fremstille flintdolke, som var et af datidens store statussymboler, og som blev eksporteret til store dele af Skandinavien og det nordlige Europa. De mange flinteafslag i dette hus bekræfter produktion af redskaber og giver os mere viden om bondestenalderens håndværk og livet i de tidlige faste bopladser på stedet. 

På rundvisningen får du et unikt indblik i det arkæologiske arbejde, de nyeste fund og fortællingen om, hvordan de første bønder slog sig ned i området. 

Praktisk info

  • Varighed: 1 time
  • Anbefales fra 12 år og op. Af sikkerhedsmæssige grunde skal børn under 12 ledsages af en værge (en pr. barn). Børn under 6 år kan ikke deltage.
  • Vi anbefaler terrængående sko, der må blive beskidte, og tøj til udendørs ophold.
  • Ikke egnet for gangbesværede, kørestolsbrugere, rollatorer, barnevogne, klapvogne og lignende.
  • Parkering kun tilladt ved IKEA – mødested er ved skurbyen på Hobrovej 200 meter syd for IKEA.